Snapsemarkedet søger nye målgrupper

Forbrugere 7. sep 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Snapsemarkedet er under forandring, fordi den traditionelle målgruppe, der nyder en snaps til smørrebrød, svinder ind. Det giver producenterne af akvavit og snaps en stor udfordring med at opdyrke nye målgrupper og finde andre begivenheder til at drikke snaps end primært jul og påske.

Den største aktør på det danske marked er Aalborg Akvavit. De ejes af den norske vin- og spiritusvirksomhed Arcus, der i forvejen ejer en af Aalborg Akvavits store konkurrenter på markedet, den norske Linie Akvavit. Arcus købte i 2012 bl.a. de kendte Aalborg-akvavitter og Gammel Dansk, og selv om dansk bitter og snaps ikke har været noget guldæg for den tidligere ejer, Pernod Ricard, har Arcus fra starten haft en strategi om at løfte det danske marked for akvavit.

Strategien har bl.a. været at indføre akvavit i flere situationer og som en nydelsesdrik.

I Arcus’ danske afdeling siger Brand Manager Morten Wilms om udviklingen på det danske marked for akvavit og snaps:

– Akvavit- og snapsemarkedet er under pres, fordi de typiske forbrugere ligger i den modne alder, og hvis branchen skal bremse tilbagegangen, som er set gennem flere år, skal den have fat i nye målgrupper. Det er en faldende kategori, som alligevel har nogle interessante holdepunkter.

Markedet

Det traditionelle marked domineres af en række volumenprodukter, som sælger bredt, men som jævnligt sælges på tilbud. Ved siden af er der et stort udvalg af mindre akvavitmærker, som til gengæld kan sælges til højere priser:

– Det er en kategori med produkter af høj kvalitet. Det er det, man kalder ”craftmanship”, så selv om der er store produkter på markedet som Aalborg og Brøndum, er der et stort udvalg af produkter, og ud fra det er det muligt at få fat i forbrugere, der ikke nødvendigvis er traditionalister, men som sætter pris på et produkt, der er kælet for. Det er ikke det, der nødvendigvis skaber volumen i markedet, men det vil nok gøre, at akvavit som kategori kan opretholde et vist prispunkt, siger Morten Wilms og tilføjer:

– De traditionelle forbrugere kan vi nok ikke rekruttere flere af, og de nye forbrugere er markant anderledes end de traditionelle forbrugere.

Nye målgrupper

Han forklarer, at barer også er med til at skabe nye målgrupper. Hvor det før var gin, rom og whisky, der var hot blandt bartenderne og var first mover-produkter på barerne, er det nu blevet akvavit.

– De unge forbrugere er jo altid interessante, men generelt ser vi, at salget af alkohol til denne gruppe går ned, så i forvejen er vi udfordret der, men der er bestemt nogle muligheder med at finde nye occations uden for jul og påske som f.eks. krebsegilder.

Hertil kommer et voksende antal nye smagsvarianter og nye muligheder for at lave sin egen kryddersnaps.

– De nye forbrugere er bl.a. feinschmeckere, men det er ikke nødvendigvis dem, der køber en ny akvavit hver uge, så det er en balance mellem markedet for specialprodukter, som producenterne har kælet for, og volumenmarkedet. Der vil altid være et marked for feinschmeckere, der gemmer deres akvavit og nyder et glas i ny og nær, og for dem vil akvavit stå stærkt, fordi der er så mange varianter, siger Morten Wilms.

Markedet påvirkes desuden af et stigende salg inden for kædernes egne mærker, som dog lægger et yderligere prispres på kategorien.

Opdateret 10. nov 2020