Gratis madhjælp tabubelagt: Flere unge overvejer at søge hjælp

Forbrugere 29. nov 2024 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Flere unge kæmper med økonomisk pres og skam over at søge gratis madhjælp, mens fødevarepriserne fortsætter med at stige, viser en ny undersøgelse fra YouGov.

Skrevet af: Freja Mogensen

Stigende fødevarepriser rammer danskerne, og særligt de unge oplever et økonomisk pres. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov for Nordea og Stop Spild Af Mad.

Siden 2022 er fødevarepriserne i gennemsnit steget 22 procent, hvilket har gjort det dyrere for danskerne at dække helt basale behov. Det betyder blandt andet, at hver femte dansker og hver fjerde unge mellem 18 og 29 år går og bekymrer sig om yderligere prisstigninger.

Bekymringen er særlig stor blandt lavindkomstgrupper, hvor hver tredje med en årlig indkomst under 300.000 kroner er meget bekymret for, om de har råd til at købe mad.

Skam over madhjælp

De stigende priser har fået flere unge til at overveje at søge gratis madhjælp. Hele 14 procent af unge mellem 18 og 29 år overvejer at søge madhjælp, selvom de aldrig før har haft behov for dette – svarende til 8 procent af den samlede befolkning. En følelse af skam og pinlighed fylder dog hos mange.

Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad kalder udviklingen alarmerende:

– Det er nye tider og det er ret alarmerende at se, at hver femte dansker er bekymret over at have råd til at købe den nødvendige mængde mad - og flere unge overvejer at søge gratis madhjælp. Det harmonerer ikke med at der fortsat ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i Danmark årligt smides 873.014 tons god spiselig mad ud i hele værdikæden fra jord til bord. Madfattigdom er noget, som vi skal tage alvorligt - både juletiden og til hverdag.

Blandt dem der før har søgt gratis madhjælp og forventer at gøre det igen, indrømmer næsten hver sjette, at det er forbundet med en følelse af pinlighed.

Julen gør ondt på pengepungen

Med julen nærmer ekstraudgifterne sig også. Ifølge Nordea forventer danskerne at bruge 5,2 procent mere på julefejringen i år – eksklusive gaveindkøb. Samtidig er den traditionelle julemad steget endnu mere – nemlig 8,1 procent.

– De stigende fødevarepriser kan mærkes i alle hjem, men især dem med en presset pengepung får det svært, når det bliver dyrere at købe de helt basale fødevarer. Vi kan nemlig ikke komme udenom, at vi alle skal have mad på bordet, siger Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea og medlem af Advisory Board i foreningen Stop Spild Af Mad.

For at spare penge og mindske madspild opfordrer Stop Spild Af Mad til bedre planlægning ved at bruge mad, der allerede er i køkkenskabene og fryseren. Når januar nærmer sig og budgettet er strammere, kan mindre portioner og genbrug af madrester være en måde at spare penge på.

Opdateret 29. nov 2024