Skal nethandel ødelægge byerne?
Er det et ønske fra danskerne, at nethandelen skal have lov til at ødelægge vore butikker og lægge mange danske byer øde?
Hvis ikke må politikere og detaillister udvikle et nyt fællesskab, der giver nyt liv i vore byer.
Den nylig overståede julehandel viser nye salgsrekorder for handel på nettet. Der er tale om en udvikling, der i de senere år har udvist den samme tendens – nemlig en øget vækst i handel på nettet på bekostning af handelen i de fysiske butikker.
Verdens største nethandelsvirksomhed Amazon har direkte som indirekte påvirket danske medier i 2018 med historier om hvor store, hvor effektive, hvor fantastiske de er, og hvor stor skade de forventer at volde på danske butikker.
Fake news – eller en reel trussel?
Konsekvensen ved ikke at tage truslen alvorlig kan for mange danske butikker vise sig at blive katastrofal. Ikke blot vil vi risikere mange butikslukninger, men vi vil også opleve, at mange af dagens velfungerende handelsbyer ikke længere kan imødekomme borgernes ønsker, og de pågældende byer vil blive oplevet som mindre attraktive som bopæl.
Vi må stille os selv spørgsmålet, om vi ønsker et liv som Amazon’s algoritme-styrede dukker, eller om vi vil gøre oprør, medens vi endnu kan.
Der er for mig ingen tvivl om, at de fysiske butikker kan vinde over nethandelen.
Der er heller ingen tvivl om, at danske byer kan udvikles med shoppingoplevelser, der overrasker og inspirerer og gør byens borgere stolte af deres by.
Forudsætningen for, at udviklingen i 2019 bliver positiv for dansk detailhandel, er derfor et forpligtende lokalt engagement af såvel politikere som byens detaillister, øvrige erhvervsvirksomheder, kulturinstitutioner – og borgere.
Der er behov for at tænke nyt og anderledes
Der er behov for at gøre den fysiske handel til et spørgsmål om relationer snarere end blot formidling af produkter.
2019 bør derfor være året, hvor såvel kommercielle som politiske ildsjæle samler alle gode kræfter i byen om et stærkt nyt fællesskab, der styrker de fysiske butikker på bekostning af de internationale nethandelsvirksomheder og deres algoritme-styrede robotter.
Der er i 2019 et behov for at genoplive det gode danske købmandskab, og derved tilføre danske byer ny styrke frem for mere svækkelse.
Lad os forenes i kampen mod at lade nethandelen ødelægge detailhandelen - og vore byer. Lad det være et af de nytårsforsætter, vi har til hensigt at gøre noget ved!