Selina Juul: Madspild er blevet en industri
Folkekirkens Nødhjælp har haft stor succes med åbningen af supermarkedet Wefood, der skal sælge de varer, de almindelige supermarkeder ikke kan sælge på grund af fejltryk, ødelagt emballage eller overskredne bedst-før-datoer. Og ifølge stifter af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, er det bare begyndelsen.
- Kampen mod madspild er blevet et stærkt signal. Og når en butik som Wefood kan have så meget succes, er det fordi danskerne er klar til madspildsvarer. Næste skridt er at finde ud af, hvordan vi omdanner det her til vækst. Der er masser af penge i at mindske madspild, siger hun.
Som eksempel på at der er penge at hente ved at spare på spildet, fremhæver hun de mange henvendelser, som organisationen Stop Spild Af Mad i øjeblikket får fra kantiner og restauranter, der har fået råd til at omlægge til økologi, fordi de har mindsket deres madspild.
- Der kommer til at være meget mere fokus på det her område fremover. Madspild er blevet en hel industri, siger madspildseksperten.
Mød Selina Juul og få gode råd til kampen mod madspild i Madspildsområdet i Hal M på Foodexpo.