Sådan bliver du en stor global detail-spiller
Et af de mest udbredte tricks i medieverdenen, som vi ikke har været så gode til at levere på her på Dansk Handelsblad, er lister med ca. en håndfuld gode råd til, hvordan du bedst og lettest opnår at forbedre din tilværelse.
Altså, hvordan du for eksempel taber dig, bliver klogere, rigere, hurtigere - eller bare gladere. Som eksemplerne her fra kvindebladet Femina: ”5 gode tips til at få farver ind i indretningen”. Ja, hvem kunne ikke ønske sig det? Eller hvad med ”9 fede hylder, du selv kan lave”?
Men nu vil jeg forsøge at råde bod på genrens fravær i Dansk Handelsblads spalter med en erhvervs-version målrettet detailhandlen. Og som en anerkendelse af, at branchens folk har travlt, skærer jeg rådene ned til to.
I anledning af, at revisionsgiganten Deloitte netop har udsendt sin årlige liste over verdens største detailhandelvirksomheder, Global Powers of Retailing 2020, har jeg uddraget et par konklusioner på, hvad der stærkt kan forbedre chancerne for at nå helt op i verdenstoppen i det hårde game.
Regel nummer et: Gør USA til dit hjemmemarked. Eller til nød Tyskland. Ups, der blev den opskrift vist med ét slag noget vanskeligere at følge.
Vel, faktum er, at syv af kolosserne i den globale top 10 har hjemme i USA, to i Tyskland - Aldi og Lidl-ejer Schwarz - mens britiske Tesco lige netop holdt en tiendeplads. Det er naturligt, at udviklede og velstillede lande med store befolkninger udgør det bedste afsæt for at vokse sig stor hjemme – og det ser ud til at være et nødvendigt fundament for også at blive stor ude.
Svenske Ikea og H&M er væsentlige undtagelser. Tager man med, at konkurrencen er skarpere i store lande, fordi der er mange flere deltagere i kampen om kundernes gunst, bliver det ellers lidt sværere at udrette noget med afsæt i et lille land.
Kineserne med en milliardbefolkning og voksende velstand er endnu ikke begyndt at dukke op helt oppe i den øverste top på listen. Men de er selvfølgelig på vej. Alibaba er ikke med på Deloittes liste, fordi selskabet bliver kategoriseret som en teknologiplatform. Derfor skal man i stedet lede efter Suning, T-mall og andre brands under Alibabas paraply. Til gengæld er den kinesiske rival JD.com nu nummer 15. Det er værd at bemærke, at kinesernes største detaillister er startet uden fysiske butikker. Men de kommer til siden.
Regel nummer to: Invester, invester, invester. Her er det en særlig fordel at være velbeslået, men det gælder i den grad også om at beholde indtjeningen i virksomheden frem for at udbetale store udbytter.
Det gavner ikke umiddelbart de børsnoterede virksomheder, hvis aktionærer forventer udbytte hvert år, mens de familieejede tyske discountgiganter Lidl (ejet af Schwarz Gruppe) og Aldi bliver eksempler på, hvor langt man kan komme, hvis pengene får lov til at avle endnu flere indenfor stramt styrede virksomheder.
Aldis fortsatte tilstedeværelse i Danmark viser samtidig, hvor stor tålmodighed sådan en ejer kan udvise. Det ligner ren vilje efter så mange år med tab og kapitaltilførsler i milliardklassen.
Omvendt kan man hævde, at da Salling Group i 10’erne købte sig selv ud af kløerne på den tidligere majoritetsejer Mærsk, sagde man reelt farvel til større internationale ambitioner samtidig. Et samlet dræn i kassen på mellem 25 og 30 mia. kr. kunne også mærkes i Danmarks største og bedst tjenende detailvirksomhed, og nu er Polen det eneste udenlandske marked, hvor Sallings discountkæde Netto for alvor skal ekspandere.
Men trenden i retning af, at hjemmemarkedet fylder stadig mere for mange detailgiganter, er udbredt. Det gælder for flertallet af de europæiske giganter, der for 10-15 år siden tog langt flere pladser i top 10.
Tyske Metro er f.eks. nummer 32, og hollandske Ahold klarer kun en 12. plads, fordi koncernen siden er fusioneret med belgiske Delhaize.
På den anden side af Atlanten formår verdens suverænt største detaillist, Walmart, stadig at forny sig i et tempo, der åbenbart er højt nok til at matche den nye konkurrencesituation. Det er svært at se en ende på den dominans.