Returemballager slår alle rekorder
Forbrugerne bakker i stor stil op om pantsystemet. I 2019 slog de alle rekorder og sendte 92 pct. af alle flasker og dåser med pant retur. Året før var tallet 89 pct.
Det er både dåser, plast og glas med pant, som bliver returneret, men det er især mængden af plastemballager, som i stigende grad bliver returneret. Her kommer hele 94 pct. retur og bliver genanvendt.
Det er ifølge Dansk Retursystem gode nyheder i en tid, hvor der er fokus på plastforurening, skriver ledelsen i en pressemeddelelse i forbindelse med den nye årsrapport.
- Plast fyldte meget i danskernes bevidsthed i 2019, og i forbindelse med, at der kom pant på saft og juice, stod vi bag kampagnen "Plastik er fantastisk". Her var budskabet, at vi godt kan bruge plast som materiale til f.eks. drikkeemballager, når bare vi sørger for at genanvende materialet, siger adm. direktør i Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen.
Mængder vil stige
Han forventer, at mængderne stiger yderligere i år, først og fremmest fordi pantsystemet sidste år blev udvidet med juice og saft. Dermed er flere end 1700 nye produkter blevet en del af pantsystemet.
- Mængden af engangsdrikkeemballager stiger år for år. I Danmark har vi et pantsystem, som har formået at følge med de øgede mængder. Samtidig bliver vi stadig bedre til at genanvende materialerne til gavn for miljø og klima, siger Lars Krejberg Petersen.
Sidste år satte nye rekorder for den cirkulære økonomi i Danmark. Forbrugerne returnerede 61 mio. flere flasker og dåser i forhold til året før. Det er en stigning på fem pct., så der i alt kom mere end 1,4 mia. flasker og dåser retur til genanvendelse.
Danskernes opbakning til pantsystemet betyder, at det i 2019 sparede klimaet for over 150.000 tons CO2