Prognose: Onlinehandel vokser med 7 milliarder i år

Forbrugere 16. sep 2019 -
This describes the image
DIBS online prognose for dansk e-handel i 2019 Kilde: DIBS Dansk e-handel 219
Skrevet af: Søren Tougaard

Bekvemmelighed og priser er den direkte årsag til, at nethandlen i Danmark vokser fra 133,5 mia. kr. i 2018 til 140,7 mia. kr. i år.

Sådan lyder konklusionen i rapporten Dansk e-handel 2019, som Nets-selskabet DIBS, der leverer onlinebetalingsløsninger, står bag.

Rapporten er baseret på en YouGov-rundspørge blandt 7.000 nordiske respondenter, heraf 2.000 danskere.

Undersøgelsen viser - ikke overraskende -, at rejser stadigvæk udgør den helt store bid af danskernes e-handel med et salg på 70 mia. kr., svarende til 50 pct. af det samlede netforbrug.

Herefter følger varer med et salg på 49 mia. kr. og en andel på 34 pct. af forbruget samt services med et salg på 22 mia. kr.

Stigende handel med dagligvarer

Inden for de tre overordnede kategorier vokser appetitten på nye varegrupper som f.eks. dagligvarer frem, fremhæver DIBS.

– Vi ser i disse år, at unge, som er flasket op med e-handel fra barnsben, begynder at flytte hjemmefra, købe egen bolig og stifte familie. For dem vil e-handel i stigende grad udfylde flere af deres shoppingbehov, hvilket mange butikker også har fået øjnene op for. Det er derfor ikke overraskende, at andelen af danskere som for eksempel køber dagligvarer online stiger med 11 pct. fra sidste år, og at det marked alene udgør 7,7 mia. kr., forklarer Head of Sales i DIBS, Henriette Høyer.

Hun uddyber, at det især er småbørnsfamilierne, som har taget den digitale dagligvarehandel til sig.

– I undersøgelsen svarer 32 pct. af småbørnsfamilierne, at de bestiller dagligvarer hjem til døren, hvilket er et positivt nik til de dagligvarebutikker, som har formået at skabe et brugbart alternativ til de fysiske butikker, siger Henriette Høyer.

Inden for varekategorien udgør salget af tøj, sko og accessories langt den største andel af e-handelssalget med en samlet omsætning på 11,6 mia. kr.

Herefter følger salget af dagligvarer med en værdi på 7,7 mia. kr., mens elektronik indtager tredjepladsen med et salg på 7,2 mia. kr.

Danske netbutikker vinder terræn

Ifølge rapporten vinder de danske e-butikker tabt terræn tilbage i år, hvor især kinesiske webbutikker er gået tilbage sammenlignet med tidligere.

I alt handler 46 pct. af de danske forbrugere i udenlandske webshops, og mens 37 pct. i 2018 lagde en ordre hos en kinesisk webshop, falder det tal i år til 28 pct.

Også de svenske og britiske webbutikker kan notere en tilbagegang i ordrer fra danske forbrugere, mens tyske og amerikanske webbutikker til gengæld går frem.

– Når det kommer til handlen i udlandet, så får de kinesiske webshops lidt af en lussing, som måske skyldes diskussioner om farlig kemi og forkerte størrelser, hvilket ikke opvejes af den lavere pris, lyder det fra Henriette Høyer.

 

 

Opdateret 10. nov 2020