Post Nord vil nulstille Reklamer Nej Tak
Danske forbrugere risikerer snart at skulle fjerne eventuelle Nej Tak til reklamer-skilte fra deres postkasser for at sætte et nyt på.
Forbrugerombudsmanden forhandler nemlig i øjeblikket med blandt andre Post Nord om en ny og samlet Nej Tak-ordning.
Knap 1,4 mio. husstande har i dag mærket Reklamer – Nej Tak på postkassen, mens 664.000 husstande har tilmeldt sig NejTak+ gennem FK Distribution, der leverer husstandsomdelte tryksager til 2,2 millioner husstande. I sidstnævnte ordning har forbrugeren udvalgt, hvilke reklamer familien vil modtage.
Post Nords indspark i forhandlingerne er blandt andet, at de gamle ordninger bliver nulstillet.
Det fortæller Lasertryk, hvis direktør, Anders Grønborg, samarbejder med miljøorganisationen Reklamer – Ja Tak om at ændre den nuværende ordning, så man aktivt skal melde sig til reklamer i stedet for fra.
Lasertryk står for trykning af en del af de omdelte reklamer, men Anders Granborg mener, at en nulstilling af Nej Tak-ordningerne vil medføre en stigning i antallet af omdelte reklamer, der bare ryger i skraldespanden, hvilket han er stor modtander af.
– Sådan et forslag om at skrotte de nuværende ordninger er at holde forbrugerne for nar. Det vil betyde, at samtlige husstande modtager alle reklamer, indtil den enkelte forbruger igen melder sig fra i den ny database. Det vil unægtelig resultere i en stor stigning i antallet af husstandsomdelte reklamer, da mange forbrugere ikke får meldt sig fra med det samme. Men det er jo muligvis det, de involverede forhandlingsparter i virkeligheden ønsker med en ny ordning, siger Anders Grønborg, administrerende direktør i trykkeriet LaserTryk.dk.
Post Nord omdeler hen mod halvdelen af de reklamer, der hver uge ender i landets postkasser.
- 1,7 millioner husstande modtager i gennemsnit 60 kilo reklamer årligt
- 40,2 procent af disse husstande smider halvdelen eller mere væk uden at kigge i dem
- Det repræsenterer et CO2-udslip på 80.281 ton om året – eller hvad der svarer til den årlige udledning fra 32.000 benzinbiler.
- 30 procent læser samtlige reklamer, mens hver tiende husstand smider hele bunken ud
- der spares næsten 35.000 ton husstandsomdelte reklamer årligt – eller omtrent en tredjedel af den samlede produktion – hvis branchen kun trykte de reklamer, der rent faktisk bliver læst
Kilde: Voxmeter/LaserTryk.dk