Påskefrokosten kan redde forårets salg
Import-fænomenet Black Friday har møbleret om på den traditionelle julehandel, så den aldrig igen bliver helt som i gamle dage. Men indtil videre står en anden af årets absolutte højtider i dagligvarehandelen, påsken, forholdsvis urørt tilbage. Og nu er den lige rundt om hjørnet. Påskeæg, chokolade og god mad, samt ikke mindst frokoster med sild, snaps og hele udtrækket kan igen i år løfte et dagligvaresalg, som ellers har meget svært ved at vokse.
Mange danskere holder fri i de tre hverdage op mod påskehelligdagene, og der er derfor sjældent god tid til at bruge flere penge i en periode, hvor ordet "opsving" ikke længere kun bliver brugt med forsigtighed og mange forbehold. Forbrugertilliden ligger fortsat højt med en såkaldt indikatorværdi på 8,5. Det er over gennemsnittet for sidste år, og vi skal faktisk tilbage til begyndelsen af 2015 for at finde et højere niveau. I 2015 blev det bare ikke omsat i et tilsvarende højt forbrug, og 00'ernes forbrugsfest ser ikke ud til at komme igen på nogen måde.
Mindre kunne også gøre det…
Men i år er timingen af påsken næsten optimal for dagligvarebutikkernes vedkommende. Tre ud af fire danske skatteydere har netop fået besked om, at de får penge tilbage, og selv om de ikke er blevet udbetalt endnu, må alene bevidstheden om dem få flere til at løsne grebet om pungen. Og rigtigt mange vil se månedslønnen tikke ind på kontoen allerede onsdag 28. marts, som man må forvente bliver den største påskehandelsdag i år - sammen med lørdag 31. Så mangler vi næsten kun, at vejret også bliver så forårsagtigt, at der bliver slækket endnu mere på tøjlerne i forbrugs-Danmark - og drukket lidt flere øl. Men det tegnede vejrudsigten nu ikke til ved Dansk Handelsblads deadline.
Salget i dagligvarebutikkerne i de to påskemåneder marts og april har i årevis kørt meget op og ned - afhængigt af påskens placering det enkelte år. En kædedirektør i Dansk Supermarked fortalte mig for nogle år siden, at koncernen altid så på omsætningen i marts og april under ét for at få det mest retvisende billede af den overordnede omsætningsudvikling. Det er så længe siden, at der sikkert er kommet mere raffinerede måleinstrumenter til siden.
Alligevel kan påskens placering i år komme til at pynte pænt på de samlede salgstal for årets første kvartal, som dermed kommer til at tage sig bedre ud, end de nye mønstre i danskernes madforbrug grundlæggende giver langsigtede muligheder for. Påsken har længe været en højtid, der i den grad satte familielivet i centrum, bl.a. på grund af sejlivede begrænsninger af udelivet i helligdagsloven. Det har gavnet samværet på hjemmebane med de traditionelle påskefrokoster - og dermed dagligvarebutikkerne. I praksis er der dog ikke længere større hindringer for, at bevægelsen mod mere og mere udespisning kan fortsætte uhindret. Så er det kun traditionerne, der holder familien Danmark hjemme i påsken.
En anden aktuel trend, sundhedsbølgen, har også et potentiale til at trække omsætningen ned. Der vil være segmenter, hvor påskefrokosterne kan have en tendens mod mindre overdådighed og et mindre alkoholforbrug, end vi har været vant til at se. Omvendt kan det være de samme bevidste segmenter, der trækker i retning af, at mængderne af mad og drikkevarer skrumper - men de bliver til gengæld af en højere kvalitet. Og den slags skader jo ikke nødvendigvis salget - tværtimod.
For en kort tid kan vi springe let hen over, at der for anden gang på få måneder verserer rygter om online- kolossen Amazons ankomst til Norden i år - og den uomgængelige kendsgerning, at Amazon er blevet pejlemærke nummer ét for, hvordan hovedparten af detailhandelen navigerer for tiden. Det gælder uanset, om man kan se frem til at blive udsat for direkte konkurrence - eller "kun" de afsmittende effekter fra Amazons ommøblering af detail-landskabet.
Men nu er det tid til at hale den størst mulige påskehandel i land. Både for gourmet-supermarkeder og for de mindre butikker, der i hele fire dage får dagligvaremarkedet for sig selv. Og for alle jer andre.
Dansk Handelsblad er tilbage efter påske - første gang på tryk den 6. april, men online allerede den 4. april.
God påske!