Nye tal: Nu falder fødevarepriserne

Forbrugere 11. sep 2023 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær
  • Fødevarepriserne har toppet, og der er ifølge Dansk Erhverv flere fald i vente

Nye inflationstal fra Danmarks Statistik er godt nyt for kunderne i dagligvarehandlen. Som noget nyt er der nu tegn på, at fødevarepriserne har toppet. 

Fødevarepriserne faldt med 1,4 pct. i august. Fødevareinflationen er nu på 5 pct. i august på årsbasis.

- Ser vi fremad, så er det vores forventning, at fødevarepriserne vil falde over de kommende måneder. Flere supermarkeder har allerede sat prisen ned på en række fødevarer, og et flertal forventer at sænke priserne yderligere over de kommende tre måneder, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Prisfaldet skal ifølge Dansk Erhvervs bl.a. ses i sammenhæng med, at de globale priser på uforarbejdede priser er faldet mærkbart over det seneste år. Dertil har fødevarevirksomhedernes producentpriser været faldende siden foråret. 

- Det er overraskende stort fald i inflationen, der har taget os fuldstændig på sengen. Det var vores forventning, at inflationen ville ligge på ca. 3 pct. i august. Jeg synes godt, at man med rimeligt rolig stemme kan konkludere, at inflationskrisen i Danmark nu er slut, siger Tore Stramer.

Tæt på normalen

Forbrugerpriserne i august viser en inflation på 2,4 pct. i forhold til samme tid sidste år. Det er ifølge Danske Bank et overraskende stort fald i inflationen fra 3,1 i juli.

- Overraskelsen kom blandt andet fra, at fødevarer faldt med 1,4 procent fra juli til august efter at det har været en af de helt store drivkræfter for inflationen tidligere, siger cheføkonom Las Olsen, Danske Bank og tilføjer:

- Med dagens tal er inflationen i Danmark tæt på at være helt normal, men det er alligevel lige tidligt nok at afblæse problemet. Det kunne godt se ud til, at midlertidige effekter er på spil i august, og vi står også over for en periode med højere lønstigninger, hvor vi ikke endnu ved, hvor meget der bliver sendt videre til forbrugerne som prisstigninger.

Inflationen er aftaget fra godt 10 pct i oktober 2022.

Opdateret 11. sep 2023