Nu kan kunderne spise i ICA
ICAs nyeste testbutik ligger på Sveavägen i Stockholm, en af Sveriges mest befærdede gader.
- Der kan vi få en god idé om, hvorvidt konceptet virker. Starten har været lovende. Vi har mødt stor interesse og nysgerrige kunder, siger Mats Munther, chef for forretningsudvikling i ICA Sverige.
I køkkenet, der ligger i midten af butikken, skal de færdige retter produceres, og samtidig skal madlavningen inspirere kunder, der selv vil lave mad. - Ingredienserne til de retter, vi tilbereder i køkkenet, er altid taget fra butikkens sortiment, så kunden har mulighed for at vælge mellem en færdigret eller at købe råvarerne til at lave maden selv, siger Mats Munther.
[caption id="attachment_56007" align="aligncenter" width="2000"] Mats Munther
Foto: ICA[/caption]
Der er med 22 indendørs siddepladser også mulighed for at spise i butikken - eller udenfor, hvor der om sommeren er 12 siddepladser.
Åbne produktionslokaler
Salgsarealet er på cirka 300 kvm., butikken har tolv medarbejdere og et varesortiment på kun 2500-3000 varenumre. Til sammenligning har en almindelig ICA Nära mellem 4000 og 7000 varenumre. Køkkenet er på 35 kvm., og det er åbent, så kunderne kan se på, mens maden tilberedes.
- Det giver kunderne mulighed for at vende madideer med butikkens personale, ligesom kunderne kan indsnuse duften af maden og føle vibrationerne af god madlavning.
Menuen lyder hver dag på mellem otte og ti muligheder fra sandwich og supper til mere solide måltider. Butikken er åben fra 7 til 23 og serverer mad til alle dagens måltider - dog med hovedfokus på frokost og middag. Retterne sælges efter vægt.
Ifølge ICA gør butikkens indretning indkøbet hurtigt for kunderne.
- Kunden kan nemt finde de varer, hun skal bruge, fordi udvalget er koncentreret på et begrænset område
Dialog
ICA forventer, at måltidskunder vil udgøre 15-20 procent af den samlede kundestrøm.
- Vores mål er at tiltrække både dem, der bor i området, og dem, der arbejder i de kvartererne omkring butikken. Helt specifikt satser vi selvfølgelig også på at tiltrække den voksende kategori af forbrugere, der har fokus på måltidsløsninger, siger Mats Munther.
[caption id="attachment_56008" align="aligncenter" width="2000"] Kunden kan i butikken sortiment finde alle de produkter, der er brugt i butikkens færdigretter
Foto: ICA[/caption]
Han tror på, at kundens mulighed for at kommunikere med personalet i butikken bliver tiltagende vigtigt for kundens valg af butik, og så er køkkenet, hvor der bliver lavet mad, den helt rigtige løsning.
- Kunden skal føle sig hjemme og er altid velkommen til at få gode råd om mad - uanset om han eller hun ønsker at spise på stedet, hjemme eller på arbejde, siger han.
Kasselinjen består af selvscannings-kasser, hvor kunden kan betale med kort eller kontanter.
- Det er dog også muligt at betale ved en almindelig kasse, siger Mats Munther.
Det lyder hyggeligt at tale om en følelse af torvemarked og caféstemning, som ICA gør i lanceringen af butikken.
Men hvordan opnår man det?
- Vi opnår tillid fra vores kunder og skaber en behagelig atmosfære ved at satse på et endnu bedre kendskab til mad og måltider og med en god kundeservice, siger Mats Munther.
Præsentation
- Måden at præsentere konceptet på er også vigtig. Det gælder om både at finde den rigtige kombination af restaurant og købmand, og at vores medarbejdere virkelig agerer som madinspiratorer, siger Mats Munther.
ICA er inspireret af restauranter både i Stockholm og i resten af Europa.
- Vi har hentet en del inspiration hos, La Place, en hollandsk restaurantkæde, som er dygtig til at gøre mødet med kunden levende og til at skabe inspiration, siger Mats Munther og tilføjer, at der i øjeblikket sker en brancheglidning på fødevareområdet.
- For 20 år siden begyndte vi at tale om måltidsmarkedet, men det er først nu, at det tager fart. Vi har oplevet det i Nordamerika og Centraleuropa, og nu begynder tingene at ske i Sverige. Det indebærer, at forbrugerne nu i højere grad efterspørger praktiske måltidsløsninger i forskellige situationer, og at det nu heller ikke længere føles unaturligt at spise i butikken. Såfremt kundestrømmen er der, kan dette koncept fungere selv i mindre byer, siger Mats Munther.
Testen skal evalueres i foråret 2017.
Af freelancejournalist Johan Erichs