Ni af ti danskere vil returnere madvareemballager med pant
-
En overvejende del af befolkningen er klar til pant på flere typer emballager, viser undersøgelse
Seks ud af ti hjemlige forbrugere mener, at virksomheder, som bruger engangsemballage, har det største ansvar i forhold til at minimere mængden af engangsplastikemballage.
Det viser en ny repræsentativ undersøgelse om danskernes holdninger til engangsplastik og engangsemballage, som Analyse Danmark har lavet for den danske miljøorganisation Plastic Change, der arbejder for at stoppe plastikforurening i verdenshavene.
Plastic Change arbejder netop for, at virksomheder skal tage et større ansvar for deres emballager, og har blandt andet fokus på det udvidede producentansvar, som skal være fuldt implementeret i Danmark i 2025.
Genopfyldelige emballager
I undersøgelsen svarer 90 pct. af de adspurgte, at de er klar til at returnere flere emballager med pant.
- Danskerne er klar til genopfyldelige emballager, men det er helt afgørende, at det gøres let og tilgængeligt. Vi ved, at pantordninger fungerer, og at det forhindrer, at emballageaffald ender i naturen. Derfor handler det nu om at få virksomhederne i gang med at lave flere genopfyldelige emballager med pant på. På den måde kan vi få gjort op med engangskulturen, der forurener natur og hav, mens vi samtidig kan blive et foregangsland inden for genopfyldelige emballager, siger strategisk direktør i Plastic Change Anne Aittomaki.
Fire ud af ti svarer i undersøgelsen, at det vigtigste parameter er, at det er let og tilgængeligt at vælge returemballager, mens 37 pct. svarer, at det vigtigste er, at emballagerne er bedre for miljøet.
Næsten hver fjerde forbruger (23 pct.) svarer, at det vigtigste er, at emballagerne ikke koster mere.