Myterne om fuldkorn skal afskaffes
Ifølge en ny undersøgelse fra YouGov ved danskerne ikke nok om fuldkorn. F.eks. ved kun 39 pct., at havre indeholder fuldkorn og en femtedel tror fejlagtigt, at solsikkekerner kan betegnes som fuldkorn.
Men det vil Fuldkornspartnerskabet nu lave om på med en kampagne, der skal rydde op i myterne om fuldkorn og øge kendskabet til Fuldkornspartnerskabets logo, der findes på fødevarer med højt fuldkornsindhold.
- Ifølge undersøgelsen kender 30 pct. af danskerne ikke til vores fuldkornslogo, og det ærgrer os. Vi tror på, at et højere kendskab til logoet vil øge fuldkornsindtaget. Derudover florerer der en række myter, som vi skal have bugt med. Derfor iværksætter vi nu en kampagne, som, vi håber, vil give forbrugerne en bedre forståelse for hvilke produkter, de skal vælge, hvis de vil have fuldkorn i maden, siger Rikke Iben Neess, kampagneleder i Fuldkornspartnerskabet.
Kampagnen kører fra 26. maj til 12. juni og består blandt andet af aktiviteter hos fuldkornspartnerne samt øget fokus på det orange fuldkornslogo i flere dagligvarekæder og hos 55 kommuner.