Midtersupermarkederne genopfinder sig selv i 2019
De traditionelle supermarkeder presses af udespisningsmarkedet og af bekvemme måltidsløsninger.
De presses af discounterne, der har overtaget deres position som det primære indkøbssted i hverdagen.
De udfordres af kunder, der vil have, at det går stærkt i hverdagen. Til gengæld må det gerne gå langsomt og opleves som en specialbutik, når det bliver fredag og en gårdbutik søndag, når vi keder os.
Kunderne vil involveres, de vil have en oplevelse, de vil være sunde og have god samvittighed og - nå ja - så skal prisen jo selvfølgelig være byens laveste. Så hvordan klarer man lige den i 2019?
Det ser vi mange spændende bud på rundt i Europa i øjeblikket. Her er et par eksempler:
Supermarkedet som tilbyder café, ølbar, take-away, convenience, sushibar, dagligvarer, arbejdsfaciliteter og mødelokaler på under 200 kvadratmeter.
Supermarkedet, der har halveret sortimentet for at gøre plads til flere friske varer og flere måltidsløsninger. Det “manglende” sortiment kan i stedet bestilles i forvejen online, så står det klar til kunden, når hun kommer.
Masser af supermarkeder, der tester kassefri butikker i forskellige versioner.
Nogle med apps, nogle med kundekort, nogle med ansigtsgenkendelse - og alle forhåbentlig med mad, der kan spises på stedet. Det er nemlig her, den kassefri butik for alvor træder i karakter og bliver smart. Åbn, spis, gå igen.
Supermarkedet, der forærer dig varerne, hvis du er nummer fire i køen.
Supermarkedet med et sortiment af varer, der endnu ikke er ude i andre butikker. Det giver kunderne mulighed for at prøve helt nye varer, og producenterne chancen for at teste og evt. tilrette dem.
Supermarkedet, der tilbyder en personlig shopper, der selv vælger billigere alternativer, hvis de findes, og som improviserer, hvis varen er udsolgt.
Supermarkedet, der tilbyder yoga-timer (ja, inde i butikken).
Supermarkedet, der har fjernet varer (mange varer) for at gøre plads til køkkener og faciliteter til fællesspisning.
Supermarkedet, der har lavet en premium-afdeling, så du kan gå direkte derhen, hvis du ved, at det skal være særligt lækkert, eller hvis det er weekend.
Supermarkedet, der nu har indsamlet så mange brugbare data på kunderne, at de tør levere en ekstra indkøbspose, som kunden ikke har bestilt. Butikken ved nemlig, at kunden har behov for varerne og nok bare har glemt dem på indkøbssedlen.
Supermarkedet, der mærker alle varer, der ikke er emballeret i plastik, så det er nemt for kunden at gøre en forskel i hverdagen.
Og mest interessant, så ser vi disse tiltag i kombination på alle mulige måder. For det er langt mere komplekst at være alt for alle i dag end for ti år siden. Og det er jo supermarkedets opgave.
Heldigvis husker jeg ikke, jeg har set så megen nytænkning i supermarkederne som lige nu. Der er mod og lyst til at prøve nye ting af, og aldrig har det været nemmere at fylde vores foredrag, seminarer og studieture for dagligvarefolk med inspirerende indhold.
2019 bliver et spændende år at være kunde, butik og leverandør i. Husk at invitere dig selv med til festen.