Manglende vareleverancer rammer Black Friday
-
Ifølge en forbrugerundersøgelse fra DI Handel vil danskerne hver bruge 2.578 kr. under Black Friday
Danske virksomheder har i hele 2021 kæmpet med vareforsyningen, og denne globale udfordring rammer også årets Black Friday.
Det siger Dansk Industri i en pressemeddelelse.
En stikprøve blandt DI Handels medlemmer viser nemlig at 38 pct. af virksomheder, der holder Black Friday i år, siger, at tilbud/udvalg bliver dårligere, mens 48 pct. siger, at tilbuddene bliver ringere i år.
Det afholder dog ikke de danske forbrugere fra at købe stort ind i forbindelse med Black Friday, der mange steder er blevet Black Week – eller Black Weekend.
Black Friday ventes ifølge DI at slå alle rekorder. Danskerne forventer at bruge 2.578 kr. i løbet af dagen – en stigning på godt 35 pct. sammenlignet med forventningerne sidste år.
En anden analyse – nemlig fra Dansk Erhverv - viser, at hver fjerde dansker har planer om at benytte sig af tilbud i forbindelse med Black Friday. De handlende forventer at bruge i gennemsnit 3100 kr., hvilket nogenlunde svarer til de seneste to år.
DI’s undersøgelse viser også, at en større andel af Black Friday-budgettet i år går til julegaver. Således forventer danskerne, at 52 pct. af årets Black Friday bruges på gaver til andre. Dette svarer til en stigning på 7 procentpoint i forhold til 2020.
Forbrugerne er forberedte på, at udvalget kan være mindre. 55 pct. af de adspurgte forbrugere forventer, at vareforsyningsproblematikken vil give dårligere tilbud/udvalg, mens 60 pct. mener, at det vil resultere i dårligere tilbud (højere priser).
Hele 66 pct. af forbrugerne tror på, at denne ugunstige situation vil påvirke udvalget af varer og priser til jul.