Mange kontroller af butikkernes medicinsalg skrottes

Forbrugere 14. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Sikkerhedsstyrelsen har overtaget Lægemiddelstyrelsens kontrol med de mange supermarkeder og kiosker, der sælger håndkøbsmedicin. Konsekvensen er, at flere end hvert tredje kontrolbesøg forsvinder.

Til trods for at Lægemiddelstyrelsen sidste år fandt problemer med at overholde reglerne for salg af medicin ved hver anden af styrelsens 759 inspektioner, har Sikkerhedsstyrelsen planer om kun at udføre 460 kontrolbesøg.

Den reduktion kalder Forbrugerrådet Tænk for bekymrende.

- Der er helt klart plads til betydelige forbedringer i detailhandlen, hvilket de seneste årsrapporter bekræfter, siger specialkonsulent i sundhed i Forbrugerrådet, Sine Jensen.

Hun understreger, at det i sidste ende er butikkernes ansvar at de lever op til reglerne.

- Da den seneste rapport fra Lægemiddelstyrelsen blev offentliggjort, var det alene Coop, der lovede forbedringer. Det er for dårligt. Medicin er et specialprodukt, der skal behandles specielt. Det er ikke for sjovs skyld, at der er regler for håndtering af medicin, siger Sine Jensen.

Hun tilføjer, at i værste fald kan medicin, der er håndteret forkert, være skadelig for den forbruger, der køber medicinen.

- Lægemiddelstyrelsen må i sidste ende beslutte, om butikker, der fortsætter med at lave fejl, skal have frataget retten til at sælge medicin, siger Sine Jensen.

Hun kan godt se ideen med, at kontrollen er flyttet. - Men der skal følge ressourcer med, siger hun.

Fik en deltidsstilling

I forbindelse med at Sikkerhedsstyrelsen fra årsskiftet fik overdraget kontrollen med medicinsalget, fik styrelsen også ansvaret for at tjekke, at butikkerne ikke sælger tobak og alkohol til unge.

Til de opgaver fik styrelsen alt i alt tildelt 0,6 årsværk, og det er altså ikke nok til, at styrelsen kan holde niveauet fra Lægemiddelstyrelsen.

- Antallet af tilsyn er bestemt af, hvad Sikkerhedsstyrelsen har fået ressourcer til, lyder det fra kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff.

De Samvirkende Købmænd, DSK, repræsenterer en del af de butikker, der sælger håndkøbsmedicin.

Herfra siger seniorkonsulent Kirsten Jacobsen, at organisationen selvfølgelig gerne ser, at resultaterne af inspektionerne bliver bedre.

- Vi har endnu ikke fra Sikkerhedsstyrelsen modtaget retningslinjerne for, hvilke principper styrelsen vil benytte for inspektionerne og afventer et møde med styrelsen, siger Kirsten Jacobsen.

Hun håber - og DSK vil arbejde for at Sikkerhedsstyrelsen vil benytte samme principper som Fødevarestyrelsen, der udfører risikobaserede kontroller.

- Mange butikker gør det rigtig godt uden afvigelser, og dem er der ingen grund til at besøge. Der er butikker, der har brug for hjælp, og dem vejleder både vi og de enkelte kæder, siger Kirsten Jacobsen.

Samme procedure

Kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff siger, at kontrollerne af håndkøbsmedicin gennemføres efter samme principper som tidligere.

- Medarbejdere fra Sikkerhedsstyrelsen har været ude på kontrolbesøg sammen med medarbejdere fra Lægemiddelstyrelsen og har fået viden via møder og overdragelse af materialer, siger han.

Detailbutikker som Matas, supermarkeder, kiosker og servicestationer sælger et udvalg af håndkøbsmedicin, men de skal overholde en række regler om opbevaring, ligesom der er datoer, der skal overholdes som med fødevarer.

Det er langt fra alle butikker gode til. Faktisk var der problemer i lige godt halvdelen af de 759 butikker, hvor Lægemiddelstyrelsens udførte stikprøvekontrol sidste år.

Værst var det i forhold til at dokumentere opbevaring af medicinen ved den rette temperatur, men ved ca. hvert ottende besøg fandt styrelsen medicin, hvor udløbsdatoen var overskredet.

Situationen i 2018 var endda værre end året før, da der kun var afvigelser i 42 pct. af butikkerne.

Opdateret 10. nov 2020