Mænd handler lokalt og kvinder går i Irma
Det er ikke de store udsving, der er at se på kundesammensætningen i dagligvarehandlens butikker, når det kommer til køn. Men der er stadig lidt flere mænd, der vælger den lokale købmand over de andre butikker, imens kvinderne går i Irma.
Det viser rapporten ’Danskernes primære indkøbskæder - Detail Tracking 2. halvår 2015’ fra analyse- og rådgivningsvirksomheden Quantic.
Ifølge rapporten er 59 pct. af den lokale købmands kunder mænd. Blandt kvinderne er Irma i toppen med 59 pct. kvindelige kunder. Lige efter følger Super Brugsen med 57 pct., imens Netto, Kvickly og Rema 1000 må dele 3. pladsen med 55 pct.
At mændene oftere går til den lokale købmand kan, ifølge Lars Fiskbæk, der er partner og analytiker hos Quantic, skyldes, at kvinder oftere køber ind til husstanden og at mænd står for mere kiosk-lignende indkøb hos den lokale købmand.
Rapporten er udarbejdet i efteråret 2015. Quantic har spurgt 3450 respondenter ud fra en nationalt repræsentativ fordeling.