Madspildspioner er blandt de syv i bestyrelse for madspildstænketank
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har nu udpeget de syv bestyrelsesmedlemmer, som skal stå i spidsen for en ny madspildstænketank.
Formand er Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og Carlsberg, og en del bestyrelsen er også Selina Juul.
- Jeg er meget beæret over at at Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har udpeget mig blandt de syv bestyrelsesmedlemmer i Regeringens nye Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab - og jeg glæder mig meget til at arbejde i den nye Tænketank. Det er på tide at samle alle gode kræfter og sammen gøre en stor fælles indsats mod madspild og fødevaretab, siger Selina Juul i en mail til Dansk Handelsblad og understreger, at der ikke alene skal være tale om tænketank - men også en handletank.
- Jeg er ophavsmand til idéen om en tænketank om madspild, og har lavet forarbejde på en tænketank om madspild siden 2011 - bl.a. i samarbejde med Klaus Jørgensen fra Landbrug & Fødevarer, DI, EU, FN og mange andre, siger hun.
Også formanden lægger op til handling:
- Udnyttelsen af verdens ressourcer er et presserende spørgsmål i lyset af de udfordringer, planeten står overfor. Jeg vil arbejde for, at vi i Danmark flytter os markant på denne dagsorden og bidrager til innovative løsninger, som er med til at fremtidssikre verdens fødevaresystemer, siger Flemming Besenbacher.
Tænketankens bestyrelsesmedlemmer er:
- Formand Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og Carlsberg
- Annette Stube, Head of Sustainability, Mærsk
- Christine Nellemann, Institutdirektør, DTU Fødevareinstituttet
- Selina Juul, Stifter af Stop Spild af Mad
- Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp
- Thomas Prehn, direktør for Ungdommens Røde Kors og tidligere direktør for MindLab
- Tejs Binderup, Afdelingschef, Miljø- og Fødevareministeriet (observatørmedlem uden stemmeret)