Måltidskasser gør livet nemmere

Forbrugere 28. aug 2017 -
This describes the image
Forbrugerøkonom i Landbrug & Fødevarer Marianne Gregersen. Foto: Landbrug og Fødevarer

Måltidskasserne vinder stigende indpas hos de danske familier, og producenterne forventer et endnu større salg de kommende år. En stor sidegevinst ved måltidskasserne er, at de netop er afmålte måltider, der passer perfekt til familiens behov, så meget lidt mad ender i skraldespanden.

Den helt store årsag til måltidskassernes stigende popularitet skal dog især findes i, at måltidskasserne hjælper til i en hverdag, hvor tid er en mangelvare - især for børnefamilierne.

- Jeg tror på, at alt der gør livet nemmere for danskerne vil vinde frem, og udviklingen passer fint med nogle af vore nyeste indsigter. I disse år ændrer danskerne nemlig deres indkøbsmønstre. F.eks. køber danskerne sjældnere ind og placerer oftere deres storindkøb i lavprissupermarkederne. Forbrugerne ønsker, at alting skal gå hurtigere og være nemmere. Der er især et oplevet stress for børnefamiliernes aftensmad i hverdagene, siger forbrugerøkonom Marianne Gregersen fra Landbrug og Fødevarer.

Mangler tid

Hun henviser til en nylig markedsanalyse fra Landbrug og Fødevarer om børnefamilier. Her svarer mere end 40 pct. af de adspurgte familier med børn, at manglen på tid begrænser mulighederne for at leve sundt, hvor det for andre familier uden børn er under 30 pct.

Samtidig viser undersøgelsen, at børnefamilier tilbereder flere aftensmåltider end gen-nemsnittet. 17 forskellige aftensmåltider tilbereder børnefamilierne således over en periode på to måneder, mens den gennemsnitlige husstand tilbereder 12.

Ifølge Marianne Gregersen betyder den manglende tid blandt forbrugerne, og ønsket blandt mange om at spise sundere, nye forretningsmuligheder.

- Dette lægger op til muligheder for fødevaresektoren for at imødekomme udviklingen ved at se på nye ideer for at inspirere forbrugerne og gøre deres liv nemmere, siger Marianne Gregersen.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?