Ingen diskussioner varer evigt.

Nogle gange virker det bare sådan.

Der har for eksempel været gedigne deja vu-oplevelser over at høre enhver nytiltrådt dansk miljøminister erklære, at NU skal der ske noget med den absurde trafik af dåser med øl og sodavand, som danskere henter på den tyske side af grænsen - uden at betale pant.

Derfor bliver de tomme tyske dåser stadig bare dumpet hvor som helst, fuldstændig imod enhver cirkulær tænkning og praksis. Men efterfølgende er samtlige miljøministre også kørt fast i den samme sump af modstridende hensyn, juridiske finesser og regninger, som ingen har lyst til at samle op. Og sikkert meget mere, som jeg ikke helt kan forstå.

I noget, der efterhånden nærmer sig 20 år, har grænsehandlende danskere kunnet slippe for at betale en ellers velfungerende tysk pant ved at udfylde de såkaldte eksporterklæringer, som intet som helst formål tjener - udover at skaffe danskere på grænseshopping endnu billigere bajere. Og dermed trække flere kunder til en sjældent livlig del af det slesvig-holstenske erhvervsliv.

650 mio. pantfri dåser krydser grænsen hvert år. Det er helt åbenlyst ikke en fair konkurrence at være oppe imod som dansk detailvirksomhed.

I denne udgave af Dansk Handelsblad bringer vi blandt meget andet godt en artikel om Skatteministeriets seneste skøn over, hvor stor en omsætning der ville flytte tilbage til Danmark, hvis danskerne skulle begynde at betale tysk dåsepant, når de købte øl og sodavand syd for grænsen.

En halv mia. kr. er da også en slags penge. Men selv en fuldt berettiget forargelse over tingenes tilstand har sjældent i sig selv været nok til at få dem ændret. Nu er der imidlertid et begrundet håb om, at den snart altdominerende grønne dagsorden, hvor klimaeffekt er kongen, endelig kan få sat skub i tingene. Som vi har beskrevet i tidligere numre af bladet i år, har den slesvig-holstenske miljøminister sammen med sin kollega i den tyske forbundsstat lidt overraskende spillet ud med et forslag om at genoplive en fem år gammel dansk-tysk aftale om panten, som aldrig nåede at blive ført ud i livet.

Og miljøminister Lea Wermelin (S) har kvitteret med et tilsagn om at se på aftalen ”med friske øjne”.

Men igen lurer djævelen i detaljen: Der er for eksempel en verden til forskel på praktikken og økonomien, om det bliver til en dansk pant - som de to tyske miljøministre ønsker sig - eller en tysk.

For klima-effektens skyld taler meget for, at det giver mening at kunne aflevere dåserne her i landet. For så skulle det udelukkende være et spørgsmål om, hvordan regningen for håndteringen og de nødvendige investeringer i at udvide det danske pant- og retursystem bliver fordelt. Og der bør tyskerne spæde til, hvis vi skal tro dem på deres grønne intentioner.

Grænsehandlen bliver i sig selv svær at komme til livs, så længe der er tydelige prisforskelle fra land til land - der igen også handler om forskelle i moms, lønninger og afgifter.

Men måske er der endnu en finansieringskilde at gå efter. For lidt længere ude i horisonten lurer der også en dansk implementering af et udvidet producentansvar for emballage og emballageaffald, der senest skal være på plads i 2025.

En af grænsehandelens mere absurde detaljer er, at indholdet i mange af dåserne faktisk vil være tappet her i landet og siden kørt sydpå. Når dåsebajerne så kommer retur til Danmark, er det uden brugbare pantmærker.

Men hvis Carlsberg, Royal Unibrew og kolleger om få år bliver gjort ansvarlige, når det er deres dåser, der ligger og roder på en rasteplads et sted i Sønderjylland, kan det kun være til gavn for det overordnede formål: Nu skal der altså styr på de sidste 650 mio. dåser.