Julechokoladen glimrer ved fravær af Fairtrade 

Forbrugere 8. dec 2023 -
This describes the image
Foto: Fairtrade Danmark
  • Fairtrade Danmark: Det er nedslående, at vi i Danmark ikke er mere ambitiøse, når vi producerer, sælger og køber kalenderchokolade til vores børn

Fairtrade Danmark har været på jagt efter julekalendere med Fairtrade-mærket chokolade. Indtil videre er der kun spottet Fairtrade-chokoladekalendere fra Sv. Michelsen i udvalgte Meny’er, Tonys’ Chokolonely i Føtex, Bilka og Normal og en chokoladekalender fra Änglamark i Coop.

- Det er nedslående, at vi i Danmark ikke er mere ambitiøse, når vi producerer, sælger og køber kalenderchokolade til vores børn, siger direktør for Fairtrade-mærket Danmark, Camilla Erika Lerberg.

Hun undrer sig over, at julehandlen med søde sager i dagligvarebutikkerne rimer meget lidt på ansvarlighed.

Fairtrade-mærket har sendt sine chokoladejægere på en rundtur i de forskellige kæder og lavet deres egen lille stikprøve af, hvor meget Fairtrade-chokolade, der egentlig er på hylderne. 

Blandt bunker af julechokolade udformet som børnevenlige julemænd, rensdyr og nisser var der langt mellem de Fairtrade-mærket udgaver.

- Flere af kæderne har intet Fairtrade-julechokolade i butikken, mens de fleste andre kun har et ganske lille udvalg, der drukner i alle de ikke-Fairtrade-certificerede eller ’selv-kontrollerede’ varianter, siger Camilla Erika Lerberg og spørger:

- Hvor forsvinder kædernes ansvarsfølelse hen, når juleklokkerne begynder at bimle? Vi lader simpelthen op til børnenes og hjerternes fest med chokolade, der kan være fyldt med fattigdom og ikke tager socialt eller miljømæssigt ansvar. Det ligger dårligt i tråd med, hvor meget debatten om de kommende nye krav fra EU om virksomhedernes sociale ansvar fylder i øjeblikket. Lovkravene kommer altså også til at gælde i juletiden.

Lidl op på mærkerne

Kun den internationale discountkæde Lidl får topkarakter af chokoladejægerne. Kæden skiller sig ud ved nærmest kun at have Fairtrade-julechokolade på hylderne. Et lignende billede går igen hos Rema 1000, der dog ikke havde nogen julekalender.

- Vi har i Lidl siden 2006 haft fokus på en mere bæredygtig kakaoproduktion, og vores eget chokoladesortiment har siden 2016 været 100 pct. certificeret enten i form af Fairtrade, UTZ/Rainforrest Alliance eller økologi. Derudover er alt vores pladechokolade 100 pct. Fairtrade-certificeret. Det er vigtigt for os, at vi nu i endnu højere grad kan være med til at sikre bedre vilkår for kakaobønderne og derigennem bidrage til, at de stadig kan fastholde og udvide deres landbrug i en bæredygtig retning, siger viceindkøbsdirektør, Khalil Jehya Taleb, Lidl.

This describes the image

Han forklarer, at Lidl løbende på kædens fairtrade-sortiment indenfor bl.a. chokolade, vin, bananer, lime, kaffe, te og rørsukker, blomster osv.

- Tilbage i 2021 introducerede vi i Lidl vores egen Fairtrade-mærkede chokoladebar, under serien ’Way to Go!’. Kakaoen kommer fra bæredygtig dyrkning i Ghana og er Fairtrade-certificeret, hvilket sikrer kakaobonden en fair og stabil pris. Samtidig bidrager 'Way to Go!'-chokoladen også til Fairtrade Premium - ekstra tillæg til bønderne, som i fællesskab kan bestemme i hvilken retning, de vil udvikle deres produktion og lokalsamfund. ’Way to Go!’ serien er siden blevet udvidet med nødder og juice.

Svært 2023 for Fairtrade-mærkede varer

Mens året går på hæld, og salget af chokolade op til jul delvist har tabt slaget om den bevidste forbruger, er der på andre fronter mere optimisme trods priskrig og forbrugernes mindre fokus på ansvarligt forbrug.

- Heldigvis så vi, at Salling Group valgte at føre priskrig på deres økologiske Fairtrade-bananer. Det er præcis den vej, vi synes, dagligvarehandlen skal gå. Sæt en god pris på de mere ansvarlige varer, og brug dem til at lokke kunderne ind i butikken, siger Camilla Erika Lerberg.

Hun mener, at det er et tegn på, at det kan lade sig gøre at føre priskrig på varer, der bliver produceret med hensyn til både mennesker og miljø. 

- Råvareproducenten har for længst fået betaling for sin råvare på det tidspunkt, så priskrigen har ingen negative konsekvenser for ham. 

Parallelt med den verserende priskrig i dagligvarehandlen er det lykkedes Fairtrade-mærket Danmark at få samarbejdspartnere og ikke mindst kundernes øjne op for andre produkter end de mere traditionelle Fairtrade-varer på det danske marked.

- Fairtrade-roser har oplevet en vækst i løbet af året. Det samme gælder vanilje. Og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. For i dag findes der nemlig alt for mange produkter i handlen, som bliver produceret af mennesker, der arbejder under umenneskelige vilkår og til helt elendig betaling, siger Camilla Erika Lerberg.
 

Opdateret 11. dec 2023