Hver tredje forbruger planlægger aftensmaden samme dag

Forbrugere 21. maj 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Forbrugerne hører ofte gode råd om, at madplaner både er vejen til at spare penge og til at spise sundere. Alligevel er det kun de færreste forbrugere, der planlægger dagligvareindkøb for en hel uge ad gangen.

I en ny forbrugerundersøgelse foretaget af analysebureauet AIM Create angiver 17 pct. eller ca. hver 6., at de planlægger deres aftensmad en uge fremad.

45 pct. svarer, at de planlægger aftensmaden for et par dage, mens 33 pct. af forbrugerne beslutter sig for aftensmaden samme dag, som den skal spises.

- At en tredjedel handler aftensmaden sporadisk dag til dag stiller krav til supermarkederne og leverandørerne om, at de skal hjælpe forbrugerne meget mere med inspiration i butikken, siger Jesper Baun Mortensen, direktør og partner i analysebureauet AIM Create.

Hæmsko for onlinehandel

Ifølge undersøgelsen er det ikke overraskende primært børnefamilier, vegetarer og veganere, som adskiller sig ved at benytte madplaner i højere grad end andre forbrugere.

Netop det, at relativt få danskere planlægger deres aftensmad, er også en væsentlig grund til, at så få stadigvæk køber dagligvarer på nettet, mener Jesper Baun Mortensen.

- En forudsætning for at købe dagligvarer online er, at du planlægger din aftensmad, så hvis omsætningen for alvor skal stige her, skal danskerne blive bedre til at planlægge deres indkøb, fortæller han.

Mens dagligvaremarkedet er stagnerende, prøver flere aktører i stedet at skabe vækst via onlinehandel og salg af måltidskasser. Men der er stadigvæk et stort potentiale for at hæve omsætningen ude i de enkelte dagligvarebutikker, hvis de især formår at inspirere de kunder, der ikke planlægger næste dags aftensmåltid.

- Det er altså vigtigt at huske på, at det stadigvæk er 33 pct. af forbrugerne, der er super sporadiske, understreger Jesper Baun Mortensen.

Undersøgelsen fra AIM Create bygger på interviews med 500 repræsentative forbrugere i alderen 20-70 år.

Opdateret 10. nov 2020