Hver tredje brugs har forladt samarbejdet med Osuma

Forbrugere 30. jan 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Netsupermarkedet Osuma plukker i dag kun varer i 16 butikker. Det er en reduktion på en tredjedel fra dengang antallet af Super-Brugser og Kvickly-varehuse, der var med i samarbejdet, var størst. Da kunne kunderne få leveret varer fra én af i alt 23 butikker.

Adm. dir. for Osuma Carsten Pahlke ser ikke reduktionen som negativ.

- Vi er fortsat landsdækkende, men skal ikke være det for enhver pris. Vores erfaring er også, at både efterspørgsel og servicebehov er forskelligt fra postnummer til postnummer. Lige nu har vi fokus på lønsomhed, siger direktøren.

Osuma har endnu ikke haft overskud. De seneste to regnskabsår har vist et underskud på ca. 1,5 mio. kr.

Differentieret service

Carsten Pahlke vil endnu ikke sætte tal på regnskabet for det netop overståede regnskabsår, men han lægger ikke skjul på, at 2017 var "en barsk omgang".

- Vi kunne bestemt godt mærke konkurrencen, da andre aktører væltede ind på markedet – ikke mindst i Østjylland. Udbuddet af dagligvarer-leverandører er steget markant, samtidig med at måltidskasser med blandt andre Aarstiderne og Retnemt er blevet populære. Men vores største konkurrent er stadig de fysiske butikker og altså vanens magt. Jeg synes dog, det går rigtigt godt, og vi har gang i biksen, siger Carsten Pahlke.

Det er butikker på Sjælland og i Midtjylland, der ikke længere er med i samarbejdet.

- Vi kunne se en ide i at lægge nogle områder sammen og splitte andre og kunne ikke blive enige med alle butikker om det fremtidige setup. Blandt andet er vi nogle steder nødt til at levere en anden service til kunderne, end vi gør i dag, og sådan en omlægning har naturligvis stor indvirkning på butikkens dagligdag og rutiner. Men alt er forløbet uden drama, siger Carsten Pahlke.

Personlig shopper

Han understreger, at reduktionen af butikker ikke er et tegn på, at Osuma eller Osumas ejer, Brugsforeningen Tryg/Kvickly Ry, har planer om at give op, selv om Osuma er en forholdsvis lille spiller på banen sammenlignet med de kapitalstærke Coop.dk Mad og Nemlig.com.

- Det kan jeg blankt afvise. Vi er meget optimistiske. Men man skal selvfølgelig aldrig afvise, at der kan komme et købstilbud, der er så godt, at man ikke kan sige nej, griner direktøren.

- Men, vi synes, vi har et set up, der er et godt alternativ til de andre, og vi har den seneste tid arbejdet på at være mere præcise, når vi fremhæver forskellen, siger Carsten Pahlke.

Mens både Coop.dk og Nemlig.com plukker på et centralt varelager, er det knap ti år gamle netsupermarked baseret på et samarbejde mellem Osuma og en række selvstændige brugsforeninger. Kunden bestiller varen via Osuma.dk, og den nærmeste brugs plukker varerne i forretningen, hvorefter de leveres med en Osuma-bil eller oftere et fragtselskab som FIT eller BFT Logistik. Osuma får en vis procentdel af prisen på de varer, der plukkes i butikken. Når kunden bestiller på Osuma.dk, bliver varerne plukket i den samme butik hver gang.

- Alle analyser viser, at den største barriere for at handle dagligvarer online er, at man ikke selv kan røre og se varerne. Den hurdle hjælper vi folk over ved at have dygtige pakkere til at vælge de varer, kunden selv ville vælge. Det markedsfører vi nu som "håndplukket" af "din personlige shopper", siger Carsten Pahlke.

- I fremtiden handler det ikke kun om at få fat i kunderne. Vi skal også blive meget bedre til at fastholde dem.

Bestil og hent

Osuma har i en kortere periode tilbudt kunder i Aarhus-området at handle på Davli. dk, der havde et betydeligt mindre – og mere overskueligt udvalg - og gratis levering ved et køb på 300 kr. Den er lukket ned nu.

- Det var ikke et set up, der fungerede, men det var i lige så høj grad en legeplads for os, og fl ere dele af Davli benytter vi nu på den del af vores side, der henvender sig til erhvervskunder. Vi vil gerne vise, at vi kan noget specielt over for den kundegruppe, siger Carsten Pahlke.

Osuma afprøver samtidig et ”bestil og hent” i to butikker, Kvickly i Ry og SuperBrugsen i Vinderup.

- Det er jo også et koncept, andre på markedet afprøver, og vi tror på, at der er kunder til det koncept også, siger Carsten Pahlke.

Testen har nu kørt i tre måneder.

- Det er endnu ikke afprøvet af så mange kunder, for vi har ikke markedsført muligheden. Vi vil gerne, at butikkerne vænner sig til at håndtere andre intervaller og en anden måde at levere på, siger Carsten Pahlke.

Opdateret 10. nov 2020