Historisk lille prisforskel mellem konventionel og øko-mælk
-
Aktuelt er der blot 45 øres prisforskel på en liter Arla-Øko sammenlignet med den konventionelle Arla 24. Den lille forskel får flere forbrugere til at vælge øko-mælk i Salling Groups butikker
Aldrig før i de 33 år, hvor økologisk mælk har været i mælkekøleren i dagligvarebutikkerne, har der været en så lille prisforskel mellem øko-mælk og den konventionelle mælk som nu.
I øjeblikket lyder prisforskellen blot på 45 øre, når man sammenligner en liter Arla-Øko med en Arla 24, viser de aktuelle priser i Bilka. Og det samme billede ser man overalt i dagligvarebutikkerne. I 2015 kostede det forbrugerne 1,75 kr. mere at vælge øko-letmælk fremfor den konventionelle letmælk, viser tal fra Mejeriforeningen.
Den lille prisforskel får flere forbrugere til at bukke sig ned efter den økologiske mælk i stedet for den konventionelle variant i nabokøleskabet.
- Vi ved, at mange forbrugere gerne vil tilvælge økologi – ikke mindst hvis prisen er rigtig. Så når prisforskellen er minimal, som det er her, vil det helt generelt betyde, at flere prioriterer det. Det oplever vi også aktuelt, siger pressechef Kasper Reggelsen fra Salling Group.
Mere værdi i den konventionelle mælk
Merprisen for en øko-mælk kom sidste år ned under 1 kr. per liter i forhold til en konventionel mælk.
- Generelt kommenterer vi sjældent på priser i butikkerne, for det er butikkerne selv, der sætter dem. Men vi har de seneste år puttet rigtig meget mere værdi i den konventionelle mælk. På Arla24 er der nu to dyrevelfærds-hjerter og vi har også opgraderet kartonerne, sagde Arla Danmarks kategoridirektør for mælk, Anne Kjeldsen, i august til Landbrugsavisen.
Her forklarede kategoridirektøren desuden, at Arla ikke prissætter de to mælketyper op mod hinanden, men at mejerigiganten ser konventionel og økologisk mælk som to forskellige produkter til to forskellige forbrugergrupper.