Historisk dyk i discount-kædernes salg
August blev en ganske særlig måned for landets seks discountkæder.
Det var nemlig den første måned siden 2010, at de knap 1600 discountbutikker i Danmark solgte mindre end i samme måned året før.
Ifølge de nyeste branchetal fra Danmarks Statistik faldt omsætningen i discount med 2 pct. i august - mens supermarkederne fastholdt deres salg.
Det er kun ganske få år siden, at discount voksede med over 8 pct. om året - og væksttempoet gav god mening til begrebet ”discountbølgen”. Men den gang kom der også 60-70 nye discountbutikker til årligt.
Detaileksperten, lektor Lars Esbjerg fra den tidligere handelshøjskole under Aarhus Universitet, ser flere årsager:
- En del af forklaringen er, at kæderne omsider er begyndt at lukke nogle af de gamle og urentable butikker, efter at de har åbnet så mange de sidste 10 år. Der har været et behov for at få ryddet lidt op, siger han.
Discount-investeringer fortsætter
Antallet af discountbutikker toppede for to år siden, og alene Coops Fakta-kæde har på de to år lukket 35 butikker. Til gengæld bruger Fakta 300 mio. kr. på at modernisere de tilbageværende, og tyskejede Aldi skifter dem simpelt hen ud. Aldi har siden 2013 modtaget 1,45 mia. kr. fra moderselskabet i Tyskland til at bygge nye butikker for.
Også de øvrige discountkæder investerer på livet løs i butikkerne, selv om det aktuelt kun er Rema 1000 og Lidl, der øger butiksantallet.
Men discountkæderne møder også øget konkurrence fra supermarkederne, der er ved at genopfinde sig selv som et reelt alternativ - efter nogle år, hvor de halsede bagefter.
- Supermarkederne er kommet lidt efter det. De er blevet bedre til at have fokus på andet end bare lave priser og sælger nu flere varer af højere kvalitet og oplevelser - man ser f.eks., at de betjente diske kommer tilbage. Og blandt forbrugerne vokser tendensen til at ville købe bedre fødevarer, så det gør måske også, at de går lidt mere i supermarkederne end før, siger Lars Esbjerg.
Ser man samlet på de første otte måneder af 2016 er der stadig vækst i discount, men en fremgang på 1,1 pct. er milevidt fra tidligere års.
”Hvad sagde vi”
Discountkædernes chefer står ikke i kø for at kommentere på de svage væksttal - eller lægge kædenavn til et omsætningsfald. Markedsleder Nettos ejer Dansk Supermarked melder hus forbi.
- Vi kan for Nettos vedkommende melde om fortsat vækst i 2016, også i august, så du må lede andetsteds efter et fald, lyder det fra kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked Group, Mads Hvitved Grand.
- I øvrigt er der ikke for os noget overraskende i, at tempoet i væksten i discount flader lidt ud, siger han - og peger på tre års spådomme om udviklingen i Dansk Supermarkeds årsrapporter.
Især i det seneste regnskab for 2015 skruer Dansk Supermarkeds topchef Per Bank ned for tidligere års vækstforventninger i ledelsesberetningen:
”Discountsegmentet forventes at fortsætte væksten i de kommende år, men dog i et betydeligt lavere tempo end tidligere”, skriver han.