Handlen møder nye disruptive trends
Nye teknologier er godt på vej til at forandre detailhandlen internationalt.
Detailhandelseksperten Oliver Guy, der er Retail Industry Director i virksomheden Software AG, kommer med et bud på 10 digitale ”distruptive trends” inden for detailhandlen, som peger på, hvad fremtidens kunder kan forvente, når teknologien for alvor kommer til at revolutionere den måde, detailhandlen møder kunderne på.
Oliver Guy forudser, at e-handel og traditionelle fysiske butikker kommer til at smelte sammen, og de bedste og mest smarte detailbutikker og webshops vil kommunikere relevante tilbud, når kunden er mest modtagelig.
– Traditionelt har det været nemt at drive detailhandel. Man fylder butikken med en masse varer og satser på, at kunderne kommer ind i butikken. Nu er det blevet betydeligt vanskeligere.
– Efterhånden som forbrugerne køber mere på nettet, kommer folk ind i butikken af mange andre grunde end at købe, f.eks. at undersøge varen eller at tjekke prisen eller for at returnere en vare, de har købt online. Konsekvensen er, at butikkerne i dag må yde en langt bedre service over for kunderne, og de ansatte skal have flere færdigheder. Butikkerne har i dag også større behov for at adskille sig fra konkurrenterne, f.eks. ved at gør kundernes indkøbstur til oplevelser, siger Oliver Guy til Dansk Handelsblad.
Ny teknologi
Mobildata, cloud-tjenester og analyser af interne og eksterne datakilder bliver fremover integreret med henblik på at forbedre kundeloyaliteten. De fysiske butikker har en fremtid, men det vil være nødvendigt at tilføre endnu mere avanceret teknologi for at følge med kundernes forbrugsmønster.
Oliver Guy forudser, at kunderne kan vælge mellem færre butikker, men får flere valgmuligheder.
Moderne teknologi vil gøre det muligt at sætte den enkelte kunde i centrum. Nye muligheder er RFID-medlemskort og personlige og unikke tilbud, baseret på kundens historiske købsadfærd, sendt på mobilen, mens kunden er i butikken.
Kunderne bliver mere og mere prisfølsomme og prisbevidste. Priserne vil derfor svinge i betydeligt større omfang end i dag, takket være elektroniske prisskilte.
Sensorer på hylderne og i frysemontrer vil give tilbud, som er baseret på f.eks. vejret, helligdage og lokale aktiviteter.