Hårdere kamp om vækstførertrøjen i dansk dagligvarehandel

Forbrugere 27. feb 2020 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Det er efterhånden mange år siden, at alle dagligvarebranchens butiksformater havde vækst i det samme år, men det var ikke desto mindre meget tæt på at ske i 2019, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Kun branchens små købmænd og kiosker oplevede en beskeden minusvækst på 0,1 pct. sidste år sammenlignet med 2018, hvilket er det bedste resultat længe for den del af dagligvarebranchen.

I den anden ende af vækstbarometeret finder man nok engang discountbutikkerne, som udgør 55 pct. af landets ca. 2.780 dagligvarebutikker. Her lød vækstprocenten på 2,5 pct. efter et stærkt 2. halvår, hvor discountbutikkernes månedlige omsætningstal lå 3-4 pct. højere i snit end i de samme måneder i 2018.

I 2018 havde discountbutikkerne en samlet omsætningsvækst på mere beskedne 1,4 pct., hvilket dengang var 1 procentpoint højere end de nærmeste vækstforfølgere ”anden detailhandel fra ikke-specialiserede forretninger”, som tæller branchens varehusformater.

Anderledes tæt løb var der mellem de to største vækstformater, discount og varehuse, i 2019. Her præsterede varehusene samlet set en omsætningsvækst på 2,1 pct. i 2019.

Til sammenligning lød vækstraten for dagligvarebranchens største format ”blot” på 0,4 pct. i 2018 i forhold til året forinden.

Den stigende omsætning blandt varehusene blev især sikret efter en stærk periode i de første syv måneder af 2019, hvor den månedlige vækst hele tre gange – i februar, maj og juli - lå 7 pct. højere end i de samme måneder i 2018.

Samlet set blev 2019 ikke noget comeback-år for landets supermarkeder, der godt nok ændrede minusvækst til plus – men som blot formåede at hæve omsætningen med 0,4 pct. i forhold til 2018.

Turboen aftager på nethandlen

Anderledes fremgang er der naturligvis i nethandel med dagligvarer anført af vækstvirksomheden Nemlig.com, men også her er væksten stærkt aftagende. Hvor væksten i 2018 lå på 10,9 pct. var den sidste år faldet til 7,8 pct., hvilket dog stadigvæk er langt over vækstprocenterne i den fysiske dagligvarehandel.

De nye tal fra Danmarks Statistik viser også, at landets specialbutikker med fødevarer over hele linjen er presset af dalende omsætning.

Værst ser det ud for fiskeforretninger og butikker med drikkevarer, hvor omsætningen faldt med henholdsvis 12,5 og 11,5 pct. i forhold til 2018. For bagere og slagterbutikker lå sidste års omsætning ca. 6,5 pct. under forrige år.

Opdateret 10. nov 2020