Fremgangen fortsætter for dagligvarehandlen

Forbrugere 25. sep 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Søren Tougaard

I august lå detailomsætningen 2 pct. højere end samme måned sidste år, hvis man korrigerer for prisudviklingen.

Stigningen drives af en øget omsætning i varegrupperne fødevarer og andre dagligvarer samt andre forbrugsvarer som havde henholdsvis 1,3 og 4 pct. højere omsætning i august i år sammenlignet med året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Ses der på salgsudviklingen over de seneste tre måneder juni-august er salget af fødevarer og dagligvarer steget med 3,7 pct. i forhold til samme periode sidste år.

I forhold til den foregående tre måneders periode marts-maj, hvor coronapandemien lukkede store dele af landet ned, er der dog tale om en beskeden tilbagegang i dagligvaresalget på 0,2 pct.

Netop coronaudviklingen har også for alvor accelereret salget af dagligvarer over nettet, som i følge Danmarks Statistiks opgørelse er steget med 56 pct. over de seneste seks måneder sammenlignet med perioden sidste år.

Målt fra juli til august tog detailomsætningen et dyk på 1,1 pct., og det tolker Danske Bank som tegn på, at privatforbruget er ved at have normaliseret sig efter en sommerferie, hvor danskerne i høj grad holdt ferie herhjemme.

- Tal for kortforbruget bekræfter tendensen til et mere afdæmpet forbrug i august, der gradvist nærmer sig normalen – både for detailsalget, og for nogle af de områder, der ellers var hårdt ramt af nedlukningen, som restauranterne. August er efterhånden allerede længe siden, og de seneste tal peger på, at nye restriktioner så småt er ved at trække forbruget ned i september. Det er dog primært for områder, der ikke er omfattet af detailsalget, og vi forventer derfor ikke, at se de store udsving i indekset med næste måneds tal. Og hvis det gør, vil det formentlig være i opadgående retning, da danskerne har det med at øge deres forbrug af eksempelvis dagligvarer, når de i højere grad bruger tid derhjemme, lyder analysen fra Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Usikkert efterår

I en tid med over 500 nye smittetilfælde om dagen er folk over hele landet blevet opfordret til at arbejde hjemmefra i den udstrækning, det er muligt.

Og den stigende smitte kan vise sige at blive en stor streg i regningen, når danskerne får udbetalt deres feriepenge i næste måned. I Dansk Erhverv er man bekymret for, at danskerne i mindre grad omsætter de mange milliarder til at øge deres forbrug, hvis coronasmitten tager til.

- Det er forventningen, at der vil blive udbetalt i alt ca. 39 mia. kr. til danskerne efter skat i løbet af efteråret. Heraf forventes ca. 40 pct. at blive omsat i øget forbrug, svarende til 16,5 mia. kr. Hvis den ventede saltvandsindsprøjtning til forbruget fra udbetalingen af feriepengene udebliver, så vil det kunne skabe alvorlige problemer for både detailhandlen og dansk økonomi. Detailhandlen udgør en hjørnesten i dansk økonomi og står alene for omkring 250.000 jobs, svarende til over 10 pct. af den samlede private beskæftigelse, lyder det i en kommentar fra Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

 

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020