Fortsat træg udvikling i dagligvaresalget
Midt i en travl julehandel er der landet nye tal for detailomsætningen fra Danmarks Statistik.
De siger naturligvis ikke noget om det helt aktuelle salg, men om den generelle udvikling i november - og lidt mere detaljeret om omsætningen i de forskellige butiksformater i dagligvarehandelen i oktober.
Isoleret set blev november en pæn måned for dagligvarehandelen med en vækst på 2,3 pct. i forhold til samme måned i 2017, når der kun bliver korrigeret for inflationen. Det løfter de tre efterårsmåneder til en samlet fremgang på 0,6 pct.
Discount alene om væksten
Dermed kan salget i november måske også komme til at pynte på årets samlede salg i dagligvarehandelen.
Frem til og med oktober var discountbutikkerne alene om at kunne registrere en fremgang på 1,6 pct., mens alle de øvrige butiksformater har tabt i forhold til 2017.
Supermarkederne er gået 1,0 pct. tilbage, varehusene 0,4 pct. og de mindste butikker, kiosker og købmænd, 2,5 pct.