Forbrugerrådet Tænk: Loyalitetsordninger - rabatter eller privatliv?

Forbrugere 26. jun 2020 -
This describes the image
Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk. Foto: Forbrugerrådet Tænk

Detailhandlen har i flere år reklameret med personlige tilbud til kunder, der er medlemmer af de enkelte kæders loyalitetsprogrammer. Men rent faktisk har der ind til for nylig alene været tale om tilbud, der har været rettet mod en større målgruppe med samme præferencer.

Personlige tilbud på baggrund af analyser af tidligere køb krævede nemlig en lovændring. - Netop muligheden for at bruge forbrugernes købsdata var til stor diskussion, da betalingsloven skulle ændres. På den ene side stod vi i Forbrugerrådet som modstandere af, at detailhandlen måtte benytte købsdata, og i den anden ende stod detailhandlen, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

1. januar 2018 trådte den nye betalingslov i kraft, og dermed blev det lovligt for detailhandlen at analysere en kundes køb med henblik på at give kunden personlige tilbud. Kravet er, at analysen sker i loyalitetsprogrammet, der skal være adskilt fra betalingskortet, og at kunden har givet sit samtykke.

- Det blev en kattelem i loven, som vi protesterede i mod. Faktum i dag er, at betalingskort og loyalitetsprogram ligger i samme app, og så er vi jo lige vidt. Reelt ved forbrugeren ikke, når han eller hun giver sit samtykke til bonanalyser, hvad oplysningerne bliver brugt til. Selv om man kan stille det op som, at butikken betaler for vores betalingsdata ved at give rabatter, har vi ikke nogen mulighed for at vurdere om prisen er rimelig. Det er lidt som at handle i en valuta, man ikke kender kursen på, siger Vagn Jelsøe.

Uigennemsigtige priser

Han mener, at det for den enkelte forbruger er en balance mellem på den ene side at få nogle ekstra rabatter og på den anden side at beskytte sit privatliv.

- Det er helt sikkert forskelligt fra person til person, hvad der tæller mest. Nogle er nok ikke interesserede i, at bonnerne granskes for køb af vin og hovedpinepiller, men kæderne er nok også mere interesserede i køb af dagligvarer som toiletpapir og kød, siger Vagn Jelsøe.

Han mener, at de personlige tilbud er med til at gøre prisstrukturen uigennemsigtig.

- Det bliver svært at finde ud af, hvor man egentlig får sine varer billigst, og spørgsmålet er, om vi er interesserede i et samfund, hvor priserne for den samme vare afhænger af, hvem man er, siger Vagn Jelsøe.

Opdateret 10. nov 2020