Fødevarepriserne gik amok i 2022

Forbrugere 19. dec 2023 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Fødevarepriserne steg alene med 11,5 pct. i sidste år.

Forbrugerprisinflationen fløj i vejret i løbet af 2022 fra et niveau på ca. 3 pct. i starten af året til lige over 10 pct. hen over efteråret. Der var dengang tale om det højeste inflationsniveau siden 1982.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks forbrugerundersøgelse for 2022, der netop er offentliggjort.

Det var særligt markante prisstigninger på el, brændstof, fødevarer, møbler og nye biler, der træk inflationen kraftigt i vejret i løbet af 2022. Fødevarepriserne steg alene med 11,5 pct. i 2022.

Som en direkte konsekvens af den høje inflation bød 2022 på det største fald i reallønnen siden 1950. 

- Ser på vi dagens tal, så er det meget tydeligt, at inflationskrisen i 2022 ændrede danskernes indkøbsvaner mærkbart. Først og fremmest, så steg den gennemsnitlige husstands forbrug med 7,9 pct. målt i løbende priser i 2022, mens der korrigeret for forbrugerprisinflationen kun var en beskeden fremgang på 0,4 pct. Så selv om danskerne altså brugte væsentligt flere penge målt i kroner og ører, så tog de stort set de samme antal varer med hjem, siger cheføkonom Tore Stramer, Dansk Erhverv.

Den gennemsnitlige husstands forbrug af fødevarer steg med hele 8,7 pct. målt i løbende priser, mens der målt i faste priser var tale om et fald på 2,9 pct.

- Det er en yderst bemærkelsesværdig udvikling, der betyder at den gennemsnitlige husholdnings forbrug af fødevarer, målt i faste priser, i 2022 faldt til det laveste niveau i statistikkens levetid siden 1994. Inflationskrisen og de betydelige prisstigninger på fødevarer fik dermed i den grad danskerne til at skrue ned for det faktiske faste forbrug af fødevarer, siger Tore Stramer.

Opdateret 20. dec 2023