Fødevareminister vil hjælpe forbrugerne til at vælge bæredygtigt
En langt overvejende del af de danske forbrugere er klar til at lægge deres indkøbsvaner om og i højere grad gå efter bæredygtige fødevarer, når de køber ind.
Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som YouGov har gennemført for Fødevarestyrelsen i juli. Her vil mere end tre ud af fire af de adspurgte godt 1.000 respondenter enten "i nogen grad", "i høj grad" eller "i meget høj grad" ønsker at købe bæredygtigt.
Undersøgelsen viser desværre også, at mere end halvdelen af forbrugerne ikke føler, at de ved nok til at træffe bæredygtige valg ude i butikkerne.
Og den udfordring skal løftes, hvis målet om en 70 pct. reduktion af CO2-udledningen skal nås inden 2030, mener fødevareminister Mogens Jensen (S).
Derfor er Fødevarestyrelsen netop nu i gang med at udarbejde en større oplysningsindsats, der skal klæde danskerne på til at spise mere bæredygtigt.
- Vi politikere skal sørge for, at danskernes vilje til at spise mere bæredygtigt bliver fulgt op af bedre oplysning om bæredygtig mad og måltider. Denne opgave vil jeg som fødevareministeren tage på mig.
- Folkeoplysning på fødevareområdet er afgørende for, at man som forbruger kan træffe bæredygtige valg. Jeg taler her om folkeoplysning i bredeste forstand i form af bedre information og muligheder for lave og spise mere bæredygtige måltider. Hele den danske madkultur skal have et grønt løft, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.