Undersøgelse: Flertallet går op i dyrevelfærd i dagligvarebutikken
-
Fødevarestyrelsen vil have endnu flere til at vælge dyrevelfærden til ved køledisken. En ny kampagne for Dyrevelfærdsmærket skal ramme unge som modne forbrugere
Næsten otte ud af ti forbrugere siger, at de går op i dyrevelfærd, når de køber ind. Det viser en undersøgelse som YouGov har udarbejdet for Fødevarestyrelsen.
Det Statslige Dyrevelfærdsmærke er en hjælp til forbrugerne, så de let kan finde fødevarer i køledisken fra dyr, som har haft bedre dyrevelfærd. Dyrevelfærdsmærket viser med enten et, to eller tre grønne hjerter, hvor meget dyrevelfærd man får med i indkøbskurven, når man vælger kød og mejeriprodukter.
Alt efter om det er slagtekyllinger, kalve, køer eller grise, skal landmanden opfylde højere krav til f.eks. stalden, udeforhold og transport, for at kunne sætte dyrevelfærdshjerter på sine produkter.
- Det er en positiv udvikling vi oplever, men hvis forbrugerne ønsker endnu bedre dyrevelfærd i staldene, så skal vi have flere forbrugere til at vælge mærket til, siger kontorchef Christian Strøyer.
Kampagne skal ramme bredt
Fødevarestyrelsen sætter derfor nu gang i en kampagne for Dyrevelfærdsmærket på tv, i biografer, ugeblade og på de sociale medier.
- Vi ved, at ikke alle kan eller vil betale for den dyrevelfærd, der ligger i økologien og andre meget specialiserede mærkevarer. Dyrevelfærdsmærket giver forbrugeren mulighed for at vælge dyrevelfærd efter pengepung og temperament, siger Christian Strøyer.
Dyrevelfærdsmærket blev introduceret på grisekød i 2017. Siden er både kylling, mejeriprodukter samt kalve- og oksekød kommet ind under mærket.
I dag producerer 1.500 landmænd under ordningen, oplyser Fødevarestyrelsen.