EU kan gøre dansk-tysk pantaftale overflødig
Både Dansk Erhverv og regeringen venter på EU-kommissionens afgørelse af Dansk Erhvervs klage over, at der ikke opkræves pant på dåser i grænsehandlen.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vurderer nu, at en dansk-tysk pantaftale fra 2015 formentlig kan ophæves, hvis EU-kommissionen vælger at give Dansk Erhverv ret og forpligte grænsehandlen til at opkræve tysk pant.
Det kan betyde, at Dansk Retursystem undgår at skulle investere op imod 600 mio. kr. for at kunne håndtere mange hundrede millioner ekstra dåser, som danskerne henter ind over grænsen fra grænsebutikkerne. Det vil samtidig betyde, at Dansk Retursystem og bryggerierne ikke fortsat skal udtænke planer for, hvor danskerne kan aflevere de mange returemballager fra grænsehandlen, hvis de kan få udbetalt pant i Danmark.
Danmark indgik efter lange forhandlinger i 2015 en aftale med Tyskland og delstaten Slesvig-Holsten om, at danskerne fra 2018 skulle betale pant af de mange millioner ølog sodavandsdåser, de hvert år køber i grænsesupermarkederne. Tidsfristen er siden dag blevet udsat flere gange.
Pres fra minister
Jakob Ellemann-Jensens vurdering kommer som et svar til det socialdemokratiske medlem af Folketinget, Jesper Petersen. Han har spurgt ministeren, om han mener, at det er væsentligt for Danmark at få en afklaring på sagen om manglende pant på dåser fra de tyske grænsebutikker, som Dansk Erhverv har rejst over for EU-kommissionen. Desuden spørger Jesper Petersen, om ministeren vil presse på for at få en afgørelse fra EU-kommissionen.
Det vil Jakob Ellemann-Jensen, lyder det i et skriftligt svar til Folketinget. Han mener, at det er af afgørende betydning at få EU-kommissionens afgørelse i Dansk Erhvervs klage.
"Hvis EU-kommissionen træffer afgørelse i Dansk Erhvervs klagesag om, at grænsehandelsbutikkerne er forpligtede til at opkræve tysk pant, som det sker i det øvrige Tyskland, er det sandsynligt, at der ikke er behov for en grænsepant-aftale, skriver ministeren.
Danmark er ikke part i klagesagen fra Dansk Erhverv, men følger sagen tæt. Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen, da han er på ferie.