E-handel kan ramme butikkerne hårdt

Forbrugere 22. maj 2017 -
This describes the image
ICP har undersøgt e-handlens betydning for bylivet, huslejedannelsen og ejendomsværdierne i Danmark. Foto: Henrik Denman
Skrevet af: Henrik Denman

Dagligvarehandlen vil blive reduceret voldsomt, hvis der for alvor kommer gang i salget af dagligvarer på nettet.

Onlinehandlen med dagligvarer ligger i dag på 2 pct., men hvis den vokser til 15 pct. i 2030, vil 1,1 mio. kvm. af butiksarealet i dagligvarehandlen forsvinde svarende til ca. 10 pct. af dagligvarehandlens butiksareal.

Det fremgår af en rapport om e-handlens betydning for detailhandlen og handelsbyerne, som Institut for Center-Planlægning (ICP) offentliggør i dag.

- Det er voldsomme tal, vi kan forvente at se. Vi vil få en øget centralisering af detailhandlen i færre handelsbyer, og den udvikling vil blive forstærket af e-handlens udvikling, siger adm. direktør i ICP, Per Nyborg.

To scenarier for fremtiden

Rapporten opstiller to scenarier for e-handlens udvikling og den betydning, den vil få for byernes detailhandel.

I det ene scenarie vil handlen med dagligvarer på nettet vokse til 6 pct. og udvalgsvarer til 30 pct., og i worst case-scenariet vil online handlen med dagligvarer vokse til 15 pct. og udvalgsvarer til 50 pct.

Hvis online handlen med dagligvarer blot øges til 6 pct., venter ICP i rapporten, at butiksarealet vil blive reduceret med en del mindre, nemlig ca. 250.000 kvm.

Udviklingen vil være den samme i udvalgsvarehandlen.

- I værste fald vil detailhandlen få et helt nyt Danmarkskort. Detailhandlen vil ikke være så fintmasket, der vil være store områder, hvor detailhandlen bliver udraderet, og det bliver flere områder, hvor forbrugerne bliver tvunget ud på en længere rejse, når de skal handle, siger Per Nyborg.

 

Opdateret 10. nov 2020