Kampen om at få indført pant på øl og sodavand, som danskere i store mængder henter hjem fra grænsehandlen ved den dansk-tyske grænse, har nu kørt i 15 år. De mange års politisk tovtrækkeri mellem Danmark og Tyskland fandt sin foreløbige afslutning i en politisk pantaftale i juni 2015. Aftalen indebar, at der fra 2018 ville blive indført pant på øl og sodavand i grænsehandlen ved den dansk-tyske grænse, men alt tyder på, at det vil vare adskillige år, inden aftalen bliver ført ud i livet.

Pantsagen har gennem årene været fulgt med lige stor undren og irritation. Spørgsmålet, som mange stiller sig er, hvorfor sagen skulle blive ved at trække ud i en uendelighed?

Hele sagen går tilbage til 2003, da Tyskland indførte pant på engangsemballage. Der kom ganske hurtigt en undtagelse i Tyskland – nemlig grænsebutikkerne mod nord. De fik lov til at sælge øl og sodavand på dåse uden at skulle opkræve pant. Den nye tyske dåsepant bragte nemlig grænsesupermarkederne i højeste alarmberedskab. Da salg af øl og sodavand i 2003 udgjorde langt mere end halvdelen af den samlede omsætning i grænsehandlen og desuden var grænsebutikkernes største trafikskaber, måtte grænsebutikkerne handle hurtigt, hvis deres forretninger ikke skulle ende i en krisesituation.

Grænsesupermarkederne tog sagen i retten, og senere i 2003 fastslog en ret i Slesvig, at grænsehandlen måtte sælge pantfri dåser til skandinaviske kunder, hvis de blev udført samme dag.

Eksporterklæring

I 2005 fastslog delstaten Slesvig-Holsten igen, at den ikke ville påbyde grænsehandlen at opkræve pant fra kunderne. Samtidig indførte man en række krav, som grænsehandlen skulle leve op til: dåserne skal udføres inden midnat til et skandinavisk land, kunden må ikke drikke indholdet i Tyskland, og kunden skal underskrive en eksporterklæring. Både i Slesvig-Holsten og delstaten Mecklenburg-Vorpommern, hvor Rostock ligger, har argumentet gennem årene været, at pant på dåser vil koste arbejdspladser.

I Danmark blev der indført dåsepant i 2002, men siden har politikerne forsøgt at få indført dåsepant i grænsehandlen i Tyskland. Hans Christian Schmidt (V) ønskede at få et system, så kunderne kunne indløse panten på begge sider af grænsen. Det lykkedes ikke.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) gik skridtet videre og fik den tyske forbundsregering i Berlin til at interessere sig for problemet. Resultatet var, at det tyske Miljøministerium i Berlin ville få Slesvig-Holsten til at overholde den gældende emballagelov og sørge for, at grænsebutikkerne også opkrævede pant.

De gode intentioner blev dog aldrig til virkelighed.

Gennembrud

Det store gennembrud i sagen kom i 2009. Det lykkedes miljøminister Troels Lund Poulsen (V) at få tyskerne til forhandlingsbordet om en principaftale om, at der skulle indføres pant i grænsebutikkerne. Forhandlingerne førte dog ikke til noget konstruktivt. Det blev miljøminister Ida Auken (SF), der i 2013 var et mulehår fra at have en aftale om pant i grænsehandlen på plads. Men også hun snublede lige før målstregen, først og fremmest på grund af moms.

Det var først i juni 2015, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) nåede frem til et resultat, idet hun fik løst problemet med den tyske moms. Dermed var vejen banet for at få Tyskland, delstaten Slesvig- Holsten og Danmark til at indgå en aftale om pant på dåser i grænsehandlen. Efter 12 års politiske forhandlinger var man blevet enige. I dag kan man blot konstatere, at intet er sket. Sagen ligger hos EU-Kommissionen, og når en afgørelse ligger klar, vil det vare en pæn årrække, før tysk pant på dåser i grænsehandlen bliver til virkelighed.