Den store sorte fredag breder sig
Fænomenet kommer fra USA og begyndte så småt at tage form i Danmark for fem år siden.
De seneste tre år har Black Friday været årets største shoppedag, målt på omsætning via Dankortet, og alt tyder på, at døgnet, hvor danskerne handler for mere end 2 mia. kr., vokser igen i år.
I en ny analyse fra FDIH svarer knap halvdelen af netbutikkerne (45 pct.), at de forventer, at salget stiger med mindst 25 pct. i år.
Godt hver tiende (11 pct.) satser på en stigning på mindst 50 pct.
- Black Friday er blevet en digital festdag for både forbrugere og netbutikker, som får rigtig travlt. Hvis det går, som vi forventer, så bliver det den største salgsdag nogensinde i Danmark, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.
Selv om forbrugerne forventer skarpe tilbud, regner otte ud af ti butikker (78 pct.) med at tjene penge, viser analysen fra FDIH.
Også hos prissammenligningstjenesten Pricerunner har direktør Martin Andersen høje forventninger.
- Hvis ellers butikkerne har nogle gode tilbud, og det har de, så vil vi se en stigning i salget igen i år, siger Martin Andersen.
Pricerunner dækker 6-7000 danske butikker samt 1500 udenlandske, der leverer til Danmark, og opdaterer hele tiden priserne fra de tilmeldte butikker.
Begyndte med elektronik
Black Friday var i 2017 den største handelsdag i Danmark nogensinde. Forbrugerne købte for 2,117 mia. kr., hvilket ifølge Nets var 5,8 pct. mere end året før, da forbruget lige akkurat rundede 2 mia. kr.
- Black Friday begyndte så småt i Danmark i 2013, da de store onlineshops med elektronik tog den amerikanske tradition til sig. De følgende år bredte Black Friday sig til andre brancher, og i 2016 tog de fysiske butikker traditionen til sig, siger Martin Andersen, der har arbejdet med onlinehandel i 15 år.
Ifølge FDIH blev 13 pct. af de godt 2 mia. kr. brugt på nettet i 2017.
Hos Pricerunner er der sket en udvikling fra 177.000 søgninger på selve Black Friday i 2014 til 560.000 søgninger sidste år.
Det er på selve dagen, langt de fleste søgninger ligger. Men allerede i løbet af ugen begynder folk at tjekke priser, hvilket betyder, at Pricerunner i 2017 havde 1,3 mio. søgninger i Black Friday-ugen.
- Ugen breder sig til begge sider. Amazon har i mange år præsenteret de første tilbud allerede i ugen op til Black Friday. Mange danske butikker begynder onsdag, og tilbuddene fortsætter i en Black Friday-weekend til og med Cyber Monday, lyder det fra Martin Andersen.
Single Day fra Kina
Ifølge analysen fra FDIH siger 38 pct. af netbutikkerne, at de udvider Black Friday til en forlænget Black Weekend inklusive mandag.
- I mange byer har fænomenet udvidet sig til en ”late night-event”, hvor butikkerne holder længe åbent fredag aften, siger Martin Andersen.
Han siger, at det er julehandlen, der bliver skudt i gang.
- Folk er begyndt at købe julegaver tidligere og tidligere, og med Black Friday er julehandlen skudt i gang allerede i december, siger Martin Andersen.
Tal fra Nets viser dog, at uagtet folk køber de første julegaver i november, steg handlen via Dankort i kr. med 2,8 pct. i december 2017 sammenlignet med december året før.
Men ikke mindst onlinebutikkerne er også inspireret af et andet fænomen, der ligger 11. november.
Det kommer fra den anden side af kloden, fra Kina, og hedder Single Day.
Dagen er Kinas største handelsdag.
- Det var Alibaba, der startede Single Day som shoppingdag, og de første danske butikker har taget dagen til sig. Det er fortsat småt her, men flere butikker kommer med, siger Martin Andersen.