De fysiske dagligvarebutikker er urørlig i kampen mod onlinesupermarkeder

Forbrugere 13. feb 2024 -
This describes the image
Foto: Keld Navntoft
  • Ni ud af ti danskere foretrækker den lokale købmand frem for et digitalt supermarked

Skrevet af: Søren Tougaard

Nethandlen med dagligvarer fylder fortsat ganske få pct. ud af den samlede dagligvarehandel. Samlet omsætter onlinesupermarkeder og måltidskasser for ca. 4 mia. kr. herhjemme ud af en samlet omsætning på ca. 130 mia. kr. 

Derfor er det heller ikke overraskende, at den fysiske butik står stærkt hos kunderne.

En ny undersøgelse, som Norstat har foretaget for De Samvirkende Købmænd (DSK), viser, at ni ud af ti danskere foretrækker at handle i en fysisk dagligvarebutik frem for et onlinesupermarked. Selv blandt de 18-34-årige foretrækker mere end 87 pct. stadig den fysiske indkøbskurv, når der skal handles dagligvarer og hentes inspiration til familiens måltider.

Der er store forskelle i, hvilke varegrupper der havner i den digitale indkøbskurv. Især tøj, billetter og take-away-mad er populære onlinekøb blandt danskerne, mens dagligvarer stadig primært købes i lokale dagligvarebutikker.

Det glæder adm. direktør i DSK, Jannick Nytoft, at danskerne er begejstret for den fysiske butik, men det overrasker ham ikke. Ifølge Jannick Nytoft gør købmændene nemlig en kæmpe indsats for, at deres butikker fremstår spændende, indbydende og inspirerende.

- Dagligvarebutikkerne har været dygtige til at tilpasser sig forbrugernes efterspørgsel på sortiment og service, og mange nye koncepter er kommet til, herunder flere convenience-produkter. Selvom vi har travlt, og vores tidsforbrug er under pres, så viser undersøgelsen, at det at handle dagligvarer er forbundet med et mønster og en væsentlig rutine.

- I den fysiske butik kan du se, røre ved og dufte produkterne, hvilket kan hjælpe kunden med at træffe bedre beslutninger og vælge de bedste produkter. Der er også mulighed for personlig rådgivning fra medarbejdere, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til at finde bestemte produkter. Og så får du de købte varer med det samme, og du undgår leveringsomkostninger og risikoen for forsinkelser eller andre problemer med leveringen, siger Jannick Nytoft

Opdateret 13. feb 2024