Danskernes dagligvarekurv skrumper fortsat
-
Danskerne sparer tydeligvis på husholdningsbudgettet, og discountbutikkerne vinder kunder
Dagligvarebudgettet er et af de steder, hvor danskerne har valgt at spare i forbindelse med den tårnhøje inflation. Det afspejler sig i det netop udkomne detailomsætningsindeks fra Danmarks Statistik, der er korrigeret for sæsonudsving og prisstigninger.
Salget af fødevarer og andre dagligvarer er de seneste tre måneder – juni til august - faldet med 1 pct. sammenlignet med sidste år.
Noget tyder dog på, at kurven snart ikke kan blive mindre – i perioden fra maj til juli faldt salget med 2,8 pct.
Faldet er et udtryk for, at danskerne køber flere tilbud og flere private label-varer, hvilket dagligvarekæderne også beretter om. Dertil kommer, at flere søger mod discount eller køber en større andel af deres dagligvarer i en discountbutik. Ifølge Danmarks Statistik er der markant tilbagegang for supermarkeder og en tilsvarende markant fremgang for discountforretninger, når man sammenligner omsætningsindekset i løbende 12-månedersperioder for detailhandlen i dagligvarebutikker.
Det samlede detailsalg er faldet med 2,4 pct. i de tre måneder sammenlignet med sidste år. Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank hæfter sig ved, at der den seneste måned er sket en stigning i det samlede detailsalg på 0,1 pct., når der er korrigeret for inflationen.
Han skriver i en kommentar til de nye tal:
”Butikkerne er ramt både af, at forbruget i dem falder efter at have nået et højt niveau under nedlukningen, af at kunderne skruer ned for deres indkøb på grund af højere priser, og af stærkt stigende udgifter til ikke mindst energi. Sammen med byggeriet er detailsalget en af de brancher, der ser ud til at få det sværest i den kommende afmatning i dansk økonomi”.
”Faktisk er der en tydelig tendens til, at vi reagerer ved at købe mindre af de ting, der er steget mest, og det er blandt andet dagligvarer, hvor vi for eksempel går langt mere i discountbutikker end sidste år. Til gengæld bruger vi stadig mange penge på fornøjelser, så som at gå ud af at spise. Det er også steget, men ikke så meget som varerne.”
Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, skriver i sin kommentar, at det ikke er overraskende, at detailsalget har taget et dyk hen over sommeren.
Han hæfter sig dog ved, at ”detailsalget fortsat på et ret højt niveau”.
”Med tanke på at forbrugertilliden er på et historisk lavpunkt, er nedgangen i detailsalget egentlig i den lave ende. Under normale omstændigheder ville så lav forbrugertillid udløse markant større fald i forbruget end vi har set. Det er naturligvis godt nyt for dansk økonomi, at forbruget stadig er pænt. Ellers kunne vi have risikeret at så med en voldsom tilbagegang i dansk økonomi”.