Madvaner: Danskerne holder fast i klimasynder
-
Det er et fælles ansvar for producenter, detailhandel, køkkener og den enkelte forbruger at få folk til at skære ned i indtaget af oksekød, lyder det fra Madkulturen
Langt den overvejende del af danskerne, syv ud af ti, mener, det er vigtigt, at vi ændrer madvaner i en mere bæredygtig retning for at bekæmpe klimaforandringer.
De officielle kostråd anbefaler os også til at spise mindre kød. Men det er en anbefaling, danskerne har rigtig svært ved at omsætte til handling ved køledisken og i køkkenet.
31 pct. af danskernes aftensmåltider indeholder nemlig oksekød, viser Madkulturens årlige befolkningsundersøgelser.
- Hvis vi skal mindske vores indtag af oksekød markant, skal vi ikke pege fingre ad hinanden. Det handler i stedet om at få danskerne til at se et bæredygtigt forbrug af oksekød som noget positivt og tilfredsstillende snarere end som et spørgsmål om afsavn og klimaskam, fortæller Judith Kyst, direktør i Madkulturen.
En ny rapport fra Madkulturen, støttet af Kvægafgiftsfonden, har undersøgt danskernes forhold til oksekød og kommer med anbefalinger til, hvad der kan motivere danskerne til at spise mindre.
Og skal den mission lykkedes, er det vigtigt at se på de fire forskellige madtyper, lyder det fra Madkulturen.
Et fælles ansvar
Ifølge Madkulturen er 35 pct. af danskerne udfordret, når de står i et køkken. 23 pct. kan betegnes som rutinepræget i forhold til madlavning, mens 21 pct. enten er at betegne som entusiastisk eller uengageret.
Typerne lægger vægt på noget forskelligt i madlavningen og kan motiveres af forskellige fordele ved at spise mindre oksekød.
- For den lidt ældre, entusiastiske hjemme-kok kan mindre kød betyde bedre, lidt dyrere kød. Når de skal skrue ned på oksekødet, foretrækker de at finde retter med andre kødtyper, f.eks. fisk eller deciderede vegetarretter. Andre, der er udfordret af f.eks. tiden i køkkenet, skal i stedet måske lære at justere på de børnevenlige hverdagsretter, så det bliver nemmere at skrue ned for kødet i hverdagen, forklarer Judith Kyst.
- Fælles for rigtig mange af os danskere er, at vi har brug for lidt hjælp og vejledning – både til at skære ned på oksekødet i den enkelte ret, hvor kødet tit spiller hovedrollen, og til at reducere andelen af måltider med oksekød. Hvis det skal lykkes, skal både producenter, detailhandel, professionelle køkkener og den enkelte dansker støtte op, mener Judith Kyst.