Danskerne handler varer på nettet for 52 mia. kr.
Danske forbrugere forventes i 2018 at have brugt over 140 mia. kr. på at købe ind på nettet, og over en tredjedel - 52 mia. kr. - er fysiske varer som tøj, elektronik og dagligvarer.
Det er estimatet i en ny analyse, Dansk Erhverv har lavet af danskernes handel på nettet.
Tallene er baseret på de første tre kvartaler af 2018 og kan ændre sig, når der også foreligger data for de sidste måneders handel - Black Friday, julehandel osv.
- Danskerne bruger stadigt flere penge online, og det ser ikke ud til at have toppet endnu. Mængden af varer der sælges online, sammenlignet med i fysiske butikker, varierer fortsat en del alt efter varetype, så der er stadig et vist potentiale, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft, i en pressemeddelelse.
I starten af 2018 forventede Dansk Erhverv, at dansk e-handel ville nå op på 135 mia. kr. Et frisk estimat på 142 mia. kr. sætter således en skarp kurs mod de 200 mia. kr., som erhvervsorganisationen regner med, e-handlen når op på i 2022.
Læs også: Ingen handelsrekord på Black Friday
Dagligvarer på nettet "eksploderer"
Ud fra de nye beregninger forventer Dansk Erhverv en vækst i e-handlen på 9 pct. i 2018 i forhold til 2017.
Analysen peger især på dagligvareområdet som et af de steder, der i fremtiden kan få forbrugerne til at fravælge de fysiske butikker.
"Nye varesegmenter, især inden for dagligvareområdet, kan potentielt blive et nyt vækstmarked for onlinehandlen. Da næsten halvdelen af danskernes varekøb består af fødevarer og andre dagligvarer, er det potentielt store beløb, som kan blive overført fra fysiske butikker til e-handel, hvis det vinder markant større udbredelse at købe dagligvarer på nettet," står der i analysen.
Selv om væksten i e-handel af dagligvarer betegnes som "eksplosiv", udgør den indtil videre kun 2 pct. af det samlede dagligvarekøb, som Dansk Erhverv forventer lander på 193 mia. kr. i 2018.
Læs også: Global e-handel med dagligvarer er vokset 15 pct. på to år
Foretrækker stadig fysiske butikker
Henrik Hyltoft understreger dog, at danskerne stadig lægger langt størstedelen af deres penge i de fysiske butikker - og helst i Danmark. 85 pct., svarende til 353 mia. kr., af danskernes varekøb stammer herfra.
"Den hastige vækst i e-handlen understreger, hvor vigtigt det er, at virksomhederne i detailhandlen møder forbrugerne, hvor, hvornår og hvordan de ønsker det, uanset om det er i netbutikken, i den fysiske butik eller på de sociale medier," påpeges det i analysen.
Værd at bemærke er det, at flere danskere på 40+ griber fat i mobil, tablet eller computer, når de skal købe varer, rejser eller streame film.
"Hvor det først og fremmest har været de yngste aldersgrupper, der har taget e-handlen til sig, er det de andre aldersgrupper, der har drevet væksten de sidste to år. Blandt de 40-49-årige er andelen, der e-handler, steget fra 84 pct. i 2016 til 93 pct. i år, og de 50-59-årige er på samme periode gået fra 78 pct. til 85 pct.," står der i analysen fra Dansk Erhverv.
Læs også: Analyse: Amazons indtog vil ændre danskernes forbrug drastisk