Danskere vil købe for 3100 kr. på Black Friday
-
Handlen i de fysiske butikker vil ligge lidt under før-coronaniveau, viser analyse fra Dansk Erhverv
Black Friday – eller Black Week, som den store salgsdag efterhånden har udviklet sig til – står for døren, og det betyder, at danskerne sætter gang i julehandlen.
En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at hver fjerde dansker har planer om at benytte sig af tilbud i forbindelse med Black Friday. De handlende forventer at bruge i gennemsnit 3100 kr., hvilket nogenlunde svarer til de seneste to år.
Det er ifølge Dansk Erhverv ”imponerende set i lyset af, at sidste års Black Friday nød godt af, at danskerne fik udbetalt knap 50 mia. kr. i feriepenge op til Black Friday”.
Analysen viser, at danskerne igen i år bruger Black Friday til at indlede julehandlen; tre ud af fire danskere (76 pct.) – som vil handle på årets Black Friday – regner med at bruge dagen til at købe julegaver. Det er lidt flere end i 2019, da tallet lå på 69 pct.
Ifølge analysen er de danske forbrugere ikke vendt tilbage til de samme forbrugsmønstre som før corona. Knap hver anden dansker (52 pct.) forventer at shoppe i butikkerne på årets Black Friday. Det er ca. samme niveau som sidste år – 54 pct. – men et væsentligt fald fra 2019 på 64 pct.
Dansk Erhverv har spurgt alle danskere – både dem der handler på Black Friday, og dem som ikke gør – hvad deres syn er på Black Friday.
Black Friday ses som en oplagt mulighed for at købe julegaver, hvilket betyder, at meget af det, der bliver købt, ville blive købt under alle omstændigheder. Alligevel anser 69 pct. af danskerne Black Friday som et udtryk for et overforbrug, der belaster miljøet.