Danske Spil får konkurrenter i butikkerne
Spillelystne danskere har i de senere år fået flere bookmakere at vælge imellem i mange butikker landet over. Det er et resultat af den liberalisering af spillemarkedet, som blev gennemført i 2012.
Danske Spil er fortsat den helt dominerende spiludbyder, hvis man vælger at spille hos forhandlere som kiosker og supermarkeder.
Men i de senere år har Danske Spil fået følgeskab af flere udenlandske bookmakere.
Ifølge Spillemyndigheden, som overvåger spillemarkedet i Danmark, har fem udenlandske bookmakere i dag licens til at udbyde sportsspil.
De fem udenlandske spiludbydere er Tipwin, Stanleybet, Sports Betting, Cash Point og Bet25.
- Vi kan se, at de har licens til at udbyde væddemål i Danmark. Vi kan imidlertid ikke se, hvor store de er på det danske marked, da de indgår aftaler direkte med de enkelte kiosker og dagligvarebutikker, siger Katja Arabelle Antabi, der er specialkonsulent i Spillemyndigheden.
Den største udenlandske aktør er den britiske bookmaker Stanleybet, der driver enkelte egne butikker herhjemme og ellers samarbejder med forhandlere landet over.
Firmaet er den førende offline bookmaker i Europa og har været på det danske marked siden liberaliseringen af spillemarkedet.
De øvrige udenlandske aktører får løbende flere og flere terminaler især i kiosker landet over, således at danskerne flere steder kan vælge mellem flere spiludbydere i den enkelte butik.
Salgskanaler
Tal for Spillemyndigheden viser, at væddemål topper de år, hvor der er store, internationale sportsbegivenheder.
Især EM og VM i fodbold pirrer spillelysten hos danskerne, som ventes at spille for et rekordstort beløb i de kommende uger, mens VM i fodbold bliver afviklet i Rusland.
Danskerne foretrækker at spille på sport fra mobilen.
Ifølge Spillemyndighedens seneste statistik er mobilen klart den største salgskanal indenfor væddemål.
Mobile væddemål står for en markedsandel på 54,4 pct., opgjort efter omsætning.
Den andenstørste salgskanal er landbaserede forhandlere, der har en markedsandel på 23 pct.
Spil på internettet fra computere har en markedsandel på 22,7 pct.