Danske Bank ser fortsat højt dagligvaresalg
Dagligvarehandel hører fortsat til på et meget begrænset vinderhold her under corona-nedlukningen.
Det viser en frisk opgørelse fra Danske Bank, som har lagt nye forbrugstal frem for den forløbne del af året - helt til 11. maj, storcentrenes første åbningsdag efter to måneders nedlukning.
Ifølge den ligger forbruget af dagligvarer stadig ca. 20 pct. over niveauet i samme periode sidste år. Set på ugebasis har det ligget stabilt i det lag siden 20. april, altså i tre ugers tid.
- Forbruget løftes fortsat af indkøb i supermarkeder, og ser man bort fra dagligvareforbruget, bruger vi ca. 20 procent mindre (kort og MobilePay) end normalt på denne tid af året. Samlet set er den gradvise forbedring i forbruget siden påskeferien fortsat, lyder kommentaren fra privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen.
- Danskernes forbrug af dagligvarer, elektronik og gør-det-selv er stadig højere end normalen på denne tid af året, men mindre end tidligere under lockdownen, siger hun.
Danske Bank baserer tallene på "kort- og MobilePaybetalinger for danskernes forbrugsudgifter". Dermed giver de ikke det fulde billede af forbrugsudviklingen.
Større skosalg 11. maj
Genåbningen af storcentre og anden detailhandel 11. maj spejler sig kun delvis i de helt friske tal.
- Med kun én dags observationer, og med forstyrrelser i data som følge af Store Bededags placering, er det endnu meget tidligt at drage de konklusioner. Ser vi på tøj- og skoforbruget, der ofte er til stede i stor stil i storcentre, så er billedet af gårsdagens salg blandet. Det lader ikke til, at tøjsalget for alvor tog et spring op i går. Det er dog ikke anledning til bekymring, da det overordnet så væsentlig stærkere ud i dagene op til Store Bededag end i marts og april, siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Lidt længere nede i detaljen fik skosalget sig dog et løft med åbningen 11. maj.