Dansk Erhverv: Cigaretter og cirkulær økonomi bliver hot i en ny regering
Cigaretter og rygning har været et hot emne det seneste år, og det slutter ikke med en ny regering - uanset hvilken farve den får efter valget den 5. juni.
Sådan lyder vurderingen fra Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv. Der er nemlig hverken taget stilling til, om prisen skal sættes op, eller om tobakken skal gemmes væk.
- Vi er kommet i den pudsige situation, at det kun er Liberal Alliance, der ikke vil sætte prisen op. Uanset hvilken regering vi får, vil der komme til at ske noget med tobakken. Der ligger en spændende diskussion og venter. Nogle af dem, der ser ud til at skulle støtte en socialdemokratisk regering, vil gå videre og have neutrale pakker. Vi håber selvfølgelig på, at vi får lige konkurrencevilkår, så alle skal gemme tobakken væk, og at reglerne bliver til at håndtere i praksis. Men vi ser ikke nogen fordel ved de neutrale pakker. På det område må vi afvente en beslutning fra EU, siger han.
I EU ligger også sagen om grænsepanten.
- Jeg håber, at den kommende regering på alle områder vil sætte ind over den konkurrenceforvridning, det er, at udenlandske eller danske butikker kan sælge varer til danskere over grænsen, uden at der skal betales dansk pant, moms og afgifter, siger Henrik Hyltoft.
Følge op på Pape-udspil
Kriminalitet er et andet emne, der ifølge Dansk Erhverv gerne må få lige så megen opmærksomhed i en ny regering, som området har fået med den nuværende. Han nævner justitsminister Søren Pape Poulsens udspil ”Tryghed for butiksejere” mod organiseret butikstyveri som et godt eksempel.
- Det handler om at digitalisere og dermed gøre kontrollen intelligent og risikostyret. Den skal samtidig ske i et samarbejde mellem myndigheder som Rigspolitiet, Skattestyrelsen og Fødevarestyrelsen, som vi netop har set det i den første af en række kontroller i kioskmiljøet. Men jeg kan frygte, at en ny regering ikke vil lægge den samme vægt på området, som den nuværende har gjort, siger han.
Fra 2020 træder en ny regel i kraft som en følge af det seneste fødevareforlig. Den betyder, at en anmærkning fra fødevarekontrollen automatisk vil medføre to efterfølgende kontroller.
- Jeg håber, at den kommende fødevareminister vil give den del af aftalen et eftertjek, for det er ikke nødvendigvis risikobetinget kontrol, siger han.
Ansvar for emballagen
Uanset hvilken regering Danmark får, vil miljøet og cirkulær økonomi stå meget højt på dagsordenen. Blandt temaerne med interesse for dagligvarebranchen er det udvidede producentansvar for emballage, der er pålagt af EU til implementering i dansk lovgivning senest 2025. Det betyder, at alle producenter skal sikre, at deres emballage er den bedste for miljøet.
Inden da skal der arbejdes videre med den nationale handleplan for cirkulær økonomi, som den nuværende regering fremlagde sidste år.
- Vi har en forventning om, at en rød regering vil være lidt mere offensiv end en blå på miljøområdet, siger han. Selv om der er lang tid til 2025, er det lige nu, der findes løsninger for emballagen.
- Det er en sindssygt kompliceret øvelse, for vi skal se på hele værdikæden, lige fra design af emballagen, når produktet kommer ud på markedet, til hvordan det affald, produktet medfører, bliver indsamlet og forarbejdet, så vi kan få det ind igen til recirkulation, siger Henrik Hyltoft.
- Men det kan kun løses, hvis vi gør det sammen, og så skal der sluges nogle kameler på begge sider af bordet. Øgede afgifter på emballagen og forbud er ikke vejen frem, siger han og tilføjer, at det kommende EU-forbud mod engangsservice af plastik er et eksempel på, at forbud ikke altid er optimalt.
- Nu bliver engangsservice i stedet produceret af noget, der dybest set er fødevarer. Det er måske ikke så hensigtsmæssigt. Flere partnerskaber Han håber, at en ny regering vil lægge op til, at beslutninger skal tages i partnerskaber, som det er sket under den nuværende - blandt andet i forbindelse med diskussionen om en eventuel klimamærkning af fødevarer.
- Partnerskaber er skabt med erhvervslivet bredt inden for både miljø-, klima- og fødevareområdet. Det betyder, at vi sammen finder løsninger, i stedet for at vi får nogle diktater trukket ned over hovedet, siger Henrik Hyltoft.
Han håber på den måde at slippe for, at de "smart i en fart"-udspil, der kommer frem under valgkampen, bliver til alvor.
- Et eksempel er kødafgiften, som ikke vil få effekt. Det prøvede vi med fedtafgiften, der bare blev et administrativt helvede. Vi skal i stedet give forbrugerne oplysning, og det gælder på mange områder som emballage, sundhed og miljø, siger han og tilføjer, at Dansk Erhverv håber, at den kommende regering - uanset farve - vil fortsætte en sanering af afgifterne.