Dankortforbrug runder 29 mia. kr. i december
Ganske vist blev Black Friday 2018's største handelsdag, men danskerne ventede med at købe en del gaver til december måned.
Tal fra Nets viser, at julehandlen de første 23 dage af december endte på over 29 mia. kr.
Det er ganske vist lavere end både 2017 og 2016, som lå på henholdsvis 31,6 mia. kr. og 30,5 mia. kr.; men generelt har dankortforbruget været lavere i 2018, og december ender således alligevel med at blive en rekordmåned for året.
- Igen i år har danskerne flittigt haft Dankort fremme op til jul, og der blev på en gennemsnitlig decemberdag lagt varer i julekurven for 1,264 mia. kr. Det er 22 pct. mere end på en gennemsnitlig handelsdag resten af året, siger Søren Winge, pressechef hos Nets, i en pressemeddelelse.
Læs også: Julegavehandel på nettet vokser næsten 20 pct.
Mere handel på nettet
Samtidig viser tal fra Nets-ejede Dibs, at handlen på nettet i julemåneden er steget. Antallet af ordrer på nettet lå i perioden 1.-19. december 18 pct. højere end samme periode 2017.
Dansk Erhverv anslår, at den online julehandel i 2018 udgør 3,8 mia. kr. af de næsten 30 mia. kr.
- Flere danskere vælger de fysiske butikker fra, når der skal købes julegaver, siger chefkonsulent Bo Dalsgaard fra Dansk Erhverv til Danmarks Radio.