Dankort-brug i frit fald

Forbrugere 23. sep 2024 -
This describes the image
Foto: Nets
  • Lige under halvdelen af danskernes betalinger sker med Dankortet, viser ny rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Erhvervsminister vil se på konkurrencen

Skrevet af: Søren Tougaard

Det 41 år gamle Dankort har i årtier været danskernes foretrukne betalingsløsning i butikkerne. Men populariteten har for længst toppet og har i de senere år været i frit fald i takt med, at internationale kort over mobilen vinder frem. 

En ny 'Betalingsrapport 2024' fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at den tendens fortsatte sidste år.  

- I 2023 udgjorde Dankort-transaktioner knap halvdelen af transaktionerne, mens de udgjorde næsten 70 pct. i 2019. I stedet er andelen af transaktioner med internationale kort steget. Faldet i brugen af Dankort skal blandt andet ses i lyset af, at wallet-løsninger anvendes i stigende grad, og at der i april 2024 kun var ét pengeinstitut, som tilbød Dankort i Apple Pay. Det forventes dog at flere pengeinstitutter vil tilbyde denne løsning fremadrettet, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Flere erhvervsorganisationer, herunder Dansk Erhverv, har tidligere slået på tromme for, at Dankortet er det billigste betalingsmiddel, der årligt sparer butikkerne for ca. 530 mio. kr. om året med henvisning til en rapport fra det britiske konsulenthus CMSPI.     

Derfor gentager Dansk Erhverv igen sit budskab om, at flere banker skal tilbyde Dankort i Apple Pay.

Minister vil se på konkurrencen

I betalingsrapporten fremgår det, at forretningsdrivende i snit kan spare næsten 40 pct. ved at vælge den billigste betalingsudbyder.

Derfor varsler erhvervsminister Morten Bødskov (S) nu en nærmere undersøgelse af konkurrencen på betalingsmarkedet.    

- Det er helt afgørende, at vi i Danmark har et velfungerende og gennemsigtigt betalingsmarked. Nu kan vi se sort på hvidt, at nogle virksomheder tager sig godt betalt for at levere løsninger, som mange forretninger er dybt afhængige af. Derfor skal vi kigge på, om konkurrencen på området kan styrkes, så vi i Danmark vil blive ved med at have adgang til sikre, effektive og billige betalinger. Rapporten understreger også behovet for at sikre, at Dankort kan følge med udviklingen på markedet, så det fortsat vil være et attraktivt alternativ til de internationale betalingskort, udtaler Morten Bødskov. 

Opdateret 23. sep 2024