Dagligvaresalget stiger lidt

Forbrugere 26. okt 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Renset for prisudvikling lå det samlede detailsalg i tredje kvartal 1,5 pct. højere end i samme kvartal sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Mens salget af fødevarer og andre dagligvarer ofte har trukket detailsalget i negativ retning, lå salget for juli-september denne gang 0,4 pct. højere end i de tre måneder sidste år.

Måles der over en tre måneder periode lå detailsalget 0,3 pct. højere end i andet kvartal.
Her gik salget af fødevarer og andre dagligvarer beskedent tilbage med minus 0,1 pct.

På den helt korte bane, fra august til september steg detailsalget med 0,5 pct., mens varegruppen fødevarer og andre dagligvarer gik frem med 0,2 pct.

"Den positive udvikling i august og september kom efter et fald i juni og juli, men er en del af en stigende trend siden begyndelsen af 2014", skriver Danmarks Statistik i en kommentar til den positive udvikling i detailomsætningsindekset.

Plads til øget forbrug

- Overordnet har detailsalget været ganske pænt stigende gennem 2018, og med væksten i september er det nuværende niveau for detailsalget 2 pct. højere end for et år siden. Udviklingen trækkes af solide privatøkonomiske forudsætninger. Beskæftigelsen er steget 65 måneder i streg og er nu rekordhøjt, vores boliger er steget i værdi, vores lønninger stiger mere end priserne i butikkerne og renterne er fortsat på et meget lavt niveau. Alt det er med til at give luft i de danske husholdningsbudgetter og dermed plads til øget forbrug, lyder det i en kommentar fra Jonas Meyer, økonom i brancheorganisationen Dansk Erhverv.

Trods den positive udvikling ligger indekset for fødevarer og andre dagligvarer stadigvæk et godt stykke under 2008-niveauet, understreger Danmarks Statistik. Til sammenligning ligger indekset for andre forbrugsvarer efter flere års stigning i dag på niveau med 2008 før krisen for alvor smittede af på danskernes forbrugslyst.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?