Dagligvaresalget holder status quo

Forbrugere 26. jun 2018 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

De danske dagligvarebutikker har samlet set oplevet stagnation i flere år, og de seneste tre måneders salg fra marts til maj er ingen undtagelse.

Det nye detailomsætningsindeks fra Danmarks Statistik viser således et yderst beskedent fald på 0,1 pct. for perioden sammenlignet med de samme måneder sidste år.

I alt steg salget af fødevarer og andre dagligvarer med 0,7 pct. fra april til maj, mens det samlede detailsalg steg 0,9 pct. i samme periode.

Ifølge Danmarks Statistik er det tredje måned i træk med et stigende detailsalg, hvilket bringer detailhandlen op på det højeste niveau i syv år.

Stigningen i salget kommer efter en april, hvor dagligvarebranchen mistede omsætning i forhold til april 2017.

Stort april-dyk
De store varehuse præsterede blot indeks 90, mens det ikke gik meget bedre for landets supermarkeder og købmænd/døgnkiosker med henholdsvis indeks 92 og 93.

Discoutbutikkerne klarede sig ikke overraskende bedst og gik ud af april med indeks 99 samlet set, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Faldet hænger i høj grad sammen med påsken, hvor den største del af salget i år faldt i marts modsat sidste år, hvor påsken faldt i april.

Måles der over de første fire måneder af 2018 er det kun discountbutikkerne, der har oplevet vækst med en fremgang på 0,7 pct. i forhold til januar-april 2017.

Det største omsætningstab er sket hos landets mindre købmænd og kiosker med et fald på knap 4 pct., mens supermarkeder og varehuse har oplevet et fald i omsætningen på henholdsvis 1,4 og 1 pct.

 

Opdateret 10. nov 2020