Dagligvarer taber i et detailsalg på vej op

Forbrugere 22. nov 2016 -
This describes the image
De stigende fødevarepriser er ikke lig ren profit for dagligvarekæderne - snarere tværtimod. Foto: Dagligvarehandlen

"De bedste tal i fem år".

Danmarks Statistiks overordnede overskrift på spritnye tal for detailomsætningen i oktober harmonerer absolut ikke med udviklingen i salget af dagligvarer.

Sammenlignet med oktober 2015 lå dagligvareomsætningen i sidste måned hele 2,7 pct. under, når prisudviklingen er trukket ud af regnestykket. For de seneste tre måneder, august til og med oktober, er det tilsvarende fald på 1,9 pct.

Så ser det bedre ud i den resterende detailhandel, som kan notere sig fremgang i et omfang, der samlet set får oktobers detailomsætning til at løfte sig - men kun når der også er korrigeret for sæsonudsving og antallet af handelsdage.

Julehandel på Black Friday

Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv vælger økonom Jens U. Hjarsbech at tage de positive briller på i sin vurdering af udviklingen:

- Med månedens stigning kom detailsalget op i det højeste niveau i 5 år. Stigningen flugter pænt med en tilsvarende stigning i dankortforbruget for oktober måned. Der er derfor spæde tegn på, at 3. kvartals nedgang kan vendes til fremgang i 4. kvartal. Vi skal dog stadig vente med helt at lade champagnepropperne springe, for dagens forbrugertillidstal viser stadig, at forbrugernes humør ikke kan snige sig over det jævne, siger han og fortsætter:

- De næste to måneder vil detailsalget været kraftigt præget af hhv. Black Friday nu på fredag og af december måneds julesalg. Vi forventer, at begge dele vil give et ganske pænt boost til detailsalget, men spørgsmålet er dog også, hvor stor en del af julesalget i december, forbrugerne nu klarer på Black Friday her i november, siger han.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?